Permanent håndværkerfradrag skaber glæde Danske Byggecentre og adm. direktør Palle Thomsen har været store fortalere for et permanent håndværkerfradrag. Med den nye finanslov i hus er det endelig lykkedes.

Permanent håndværkerfradrag skaber glæde

Danske Byggecentre er glade for at regeringen og Dansk Folkeparti er kommet til enighed om en finanslov, hvor BoligJobordningen gøres permanent

Brancheorganisationen Danske Byggecentre kalder det utrolig positivt, at regeringen nu sætter en stopper for den stop-and-go politik, der har været ført de seneste år i forhold til håndværkerfradraget, der nu er blevet gjort permanent.

Organisationen forventer, at det vil hjælpe forbrugerne, da en permanent ordning vil sætte en stopper for den uvished, der har floreret over, hvilke ydelser man kan få fradrag til.

Der vil i alt blive afsat 445 millioner kr. om året til at gøre BoligJobordningen permanent. Ordningen vil blive tilpasset, så fradraget for serviceydelser så som rengøring og børnepasning, fastholdes uændret, mens visse håndværksydelser udgår.

Fradraget for serviceydelser vil være på 6000 kr., mens skattefradraget på håndværksydelser i Boligjobordningen fremover vil være på 12.000 kr. Begge beløb vil blive reguleret i takt med lønudviklingen.

- Hos Danske Byggecentre så vi gerne et håndværkerfradrag til mere almene håndværksydelser, men vi er glade for, at regeringen og Dansk Folkeparti vælger at føre ordningen videre med fradrag for bl.a. isolering af tag, gulv og ydervægge samt udskiftning af ruder, vinduer og yderdøre, da det er med til at sikre et godt indeklima i danskernes boliger.

- Det har været vigtigt for os i Danske Byggecentre at understrege, at håndværkerfradraget ikke var et reguleringsværktøj, men derimod et strukturelt værktøj, som ikke nødvendigvis handler om at øge aktiviteten i byggebranchen men derimod om at minimere sort arbejde, vedligeholde folks boliger samt sikre lærepladser og dermed gode uddannelsesmuligheder for branchen, lyder det fra brancheorganisationen.

-los


12/12 2017