Platform.as ser til JyllandPlatform.as ansat Thomas Aborg som daglig leder i Jylland.

Platform.as ser til Jylland

Virksomheden Platform.as i Greve har succes med platforme til byggepladser og facaderenoveringer på Sjælland. Nu kommer turen til det jyske marked, hvor målet er en fordobling i løbet af i år

Mange i byggebranchen kender sikkert Platform.as i Greve, fordi virksomheden tydeligt kan ses fra bilvinduet, når man kører på Køge Bugt Motorvejen nær København.

Men virksomheden er også kendt, fordi den har sat en ære i at vide absolut mest af alle om én bestemt ting, nemlig arbejdsplatforme til byggeindustrien.

Platform.as har etableret sig på Sjælland med godt 200 arbejdsplatforme. De lejes ud på dagsbasis - og leveres, monteres og sikkerhedsgodkendes, inden montørerne overlader platformen til håndværkerne.

Jyder handler med jyder
Platformene håndteres i dag med udgangspunkt i Greve og Trige ved Århus. Den nye udfordring er nu at lære det jyske marked bedre at kende.

Derfor har Platform.as ansat Thomas Aborg som daglig leder i Jylland. Han kommer med mere end 20 års erfaring fra platform-branchen, så der er en vis vægt bag hans ord.

- Vi har lige nu 30 platforme kørende i Jylland, og det tal skulle gerne fordobles. Det tror jeg også det bliver, for selvom en platform er en platform, og der er konkurrence på markedet, så mener jeg oprigtigt, at platform.as er det bedste produkt, der er på markedet lige nu, siger Thomas Aborg, som ud over sine mange års erfaring fra branchen ikke er blind for en anden åbenlys kvalifikation - netop i Jylland.

- Jyder vil nogle gange bare helst handle med jyder, sådan er det, og det er der jeg kommer ind i billedet, siger han

-cmn

24/2 2015