Professor bliver sekretariatschef i Dansk Vejforening
Tove Hels er i dag tilknyttet Aalborg Universitet som adjungeret professor på Institut for Byggeri, By og Miljø
Af Dan Bjerring
Tove Hels tiltræder som sekretariatschef i Dansk Vejforening pr. 1. marts 2022. Hun sætter fokus på den store betydning for samfundsøkonomien, miljøet og færdselssikkerheden som et velfungerende vejnet har - herunder infrastruktur og mobilitet – og hun holder et vågent øje med
Infrastrukturplanen og de 161 milliarder kroner, som skal udmøntes i projekter i de kommende år.
Den nye sekretariatschef i Dansk Vejforening har en solid transportfaglig baggrund, senest fra en stilling i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. Hun har også forsket i trafiksikkerhed på DTU og er i dag tilknyttet Aalborg Universitet som adjungeret professor på Institut for Byggeri, By og Miljø.
Stor erfaring
Tove Hels har mangeårig erfaring, også internationalt, med formidling og kommunikation, ligesom hun gennem mange år har leveret rådgivning til det politiske system.
Bestyrelsesformand i Dansk Vejforening, Thomas B. Olsen, er glad for, at det er lykkedes at ansætte Tove Hels:
- Hendes dybe indsigt i transportområdet kombineret med hendes store erfaring med kommunikation af til tider komplekse emner vil helt sikkert videreudvikle Dansk Vejforening, siger han.