Projekt Maribo Domkirke og Søbred påbegyndes
Realdanias kampagne, Stedet tæller, støtter projekt Maribo Domkirke og Søbred
Maribo er en historisk domkirkeby omringet af storslået natur og én af de få danske købstæder, der ligger inde i landet uden direkte sejlforbindelse til farvande og havne. Side om side inde midt i byen ligger både domkirke, klosterruin og søer.
Projektet er skabt for at fortælle historien om Maribos fine kulturmiljø, som er en lokal perle. Projektet realiseres på det sted i Maribo, hvor by, kultur og natur møder hinanden, et sted som besøges af rigtig mange mennesker. Det er derfor målet at give bedre betingelser for at bevæge sig fra byen ud i naturen og tilbage til byen ved at etablere en helt ny attraktion.
Det er Kristine Jensens Tegnestue i Aarhus, der i 2016 vandt arkitektkonkurrencen om formgivning af landskab og byrum, som nu har bearbejdet projektet i detaljer på baggrund af dommerkomiteens bemærkninger.
Der etableres en skridsikker træbrygge på stolper ved søerne som en promenade med opholdpladser og anløb til turbåden Anemone, der lægges ny belægning omkring Domkirken og der indrettes et rum til kulturformidling.
- Med dagens underskrifter på entreprisekontrakterne er vi den nye attraktion et stort skridt nærmere. Nu er det praktiske på plads, og spaden kan komme i jorden, siger formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Henrik Høegh.
Projektet er delt i to entrepriser, tømrerentreprisen og anlægsentreprisen. Derudover står Lolland Kommune selv for en del af arbejdet med at omdanne ishuset til et formidlingsrum, hvor tekst og tegninger vil fortælle om byen, klosterruinen, domkirken og naturparken.
Det er anlægsgartner H. Rasch & Søn fra Stubbekøbing og Ringtved fra Maribo, som i dag har været hos Lolland Kommune for at underskrive kontrakter på opgaven, som forventes færdig til januar 2018.
Projektet har et samlet budget på 7 mio kr. Heraf støtter Realdania med 3,5 mio kr., Lolland Kommune med 3 mio kr. og Museum Lolland-Falster med 0,5 mio. kr. Maribo menighedsråd indgår også i bygherreorganisationen.
Projektet bygger videre på det arbejde, som allerede er udført, også med støtte fra Realdania, i regi af byrumsprogrammet i Maribo, der har bidraget til synlighed og sammenhæng mellem bykernen og kulturmiljøet omkring domkirken og den nære adgang til naturen. Tilgængelighed er indarbejdet i hele projektet så alle brugergrupper kan opleve at stedet tæller til størst mulig glæde.
- eca