Rambøll køber amerikansk konkurrentStore smil fra både CEO Jim Fox fra OBG (tv.) og koncernchef Jens-Peter Saul fra Rambøll, da aftalen blev underskrevet.

Rambøll køber amerikansk konkurrent

Opkøbet af den amerikanske rådgivende ingeniørvirksomhed OBG tilfører 900 eksperter inden for vand, energi, miljø og advanced manufacturing til Rambøll

Opkøbet er et led i Rambølls strategi om at vokse i USA og styrke sin portefølje inden for vand, energi og miljø. Med købet bliver Rambøll en multidisciplinær rådgivningsvirksomhed i USA.

- Sammen med OBG kan vi bygge videre på den platform, som vi har skabt i USA. Ved at kombinere vores nuværende konsulent- og analytisk orienterede forretning i USA med OBG’s stærke kompetencer inden for selve projektgennemførelsen, bliver vi i stand til at levere en integreret, sammenhængende løsning til vores kunder fra front-end konsulentrådgivningen til back-end eksekveringen, siger koncernchef Jens-Peter Saul.

Adm. direktør for OBG Jim Fox ser med opkøbet en fantastisk mulighed for at udvide kundebasen i USA samtidig med, at virksomheden udbygger kunderelationerne globalt.

- Vi kommer til at samle thought leadership i verdensklassen fra begge virksomheder, og sammen vil vi have et endnu stærkere afsæt for at løse de udfordringer, som forårsages af globale megatrends som urbanisering, klimaforandringer og ressourceknaphed. Jeg er overbevist om, at opkøbet vil betyde flere, spændende udviklingsmuligheder for vores talentfulde medarbejdere og innovative løsninger for vores kunder, siger Jim Fox.

Artiklen fortsætter under billedet...
OBG står bl.a. bag restaureringen af Onondaga Lake i staten New York, som anses som et af de største sørestaureringsprojekter i Nordamerika.


91 % stemte for opkøbet
Der var stor opbakning til opkøbet fra OBG’s aktionærer, hvoraf samlet 91 % stemte for salget, hvilket understreger det stærke strategiske og værdimæssige match.

OBG har siden 1945 leveret integrerede, rådgivende ingeniørløsninger inden for vand, energi, miljø og advanced manufacturing. Virksomheden har stærke kunderelationer både i den private og offentlige sektor.

OBG’s ekspertise anvendes i øjeblikket på store projekter som for eksempel et af verdens største avancerede spildevandsanlæg i Washington, DC; et ambitiøst projekt som skal hjælpe myndighederne i staten New York med at øge energieffektiviteten og reducere udledningen af drivhusgasser med 40 % i 2030 samt på restaureringen af Onondaga Lake i staten New York, som anses som et af de største sørestaureringsprojekter i Nordamerika.

På købstidspunktet udgør den samlede omsætning i Rambøll og OBG 12,7 milliarder kroner.

Ny forretningsenhed i USA
I løbet af de sidste fem år er Rambøll vokset betydeligt i USA. I slutningen af 2014 købte Rambøll den globale konsulentvirksomhed Environ med base i USA og fik mere end 1500 eksperter inden for miljø og sundhed, heraf 800 i USA. I løbet af det sidste år er Rambøll vokset 9,5 % organisk i USA, som nu er et af virksomhedens hurtigst voksende og mest lønsomme markeder.

Med det nye opkøb, der fordobler tilstedeværelsen i USA, etablerer Rambøll en ny forretningsenhed for Americas, som omfatter USA, Canada, Mexico og Brasilien med ydelser inden for vand, energi og miljø & sundhed. Forretningsenheden træder i kraft den 1. januar 2019 og skal ledes af Jim Fox som ny administrerende direktør for Americas.

Ambitionen er, at forretningsenheden skal vokse fra de nuværende 2000 medarbejdere til 3000-4000 medarbejdere om fire til fem år. Globalt har Rambøll nu 15.000 medarbejdere.

-los


17/12 2018