Rambøll: Leverer solidt resultat for første halvår af 2017Rambølls koncernchef, Jens-Peter Saul, glæder sig bl.a. over, at markedet ser godt ud i Norden, Storbritannien og USA.

Rambøll: Leverer solidt resultat for første halvår af 2017

Den internationale ingeniør- og rådgivningsvirksomhed Rambøll styrkede regnskabet bl.a. ved at vinde adskillige store projekter i første halvår af 2017

Rambøll opnåede en omsætning på 5432 millioner kroner, som er en anelse højere end første halvår af 2016. Driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) på 279 millioner kroner var på niveau med samme periode i 2016, hvilket gav en driftsmarginal på 5,1% sammenlignet med 5,2% i første halvår af 2016.

Resultat før skat udgjorde 183 millioner kroner sammenlignet med 142 millioner kroner i samme periode i 2016.

- Vi har set et solidt resultat i første halvår på tværs af forretningsenheder, især i Norden og i de internationale forretningsenheder for Vand og Miljø. Resultatet i Olie & Gas forretningen er også forbedret. Bestyrelsen er tilfreds med vores resultat, som er i overensstemmelse med forventningerne, siger Rambølls koncernchef, Jens-Peter Saul.

Norden, Storbritannien og USA
Rambøll lancerede sin nye koncernstrategi ‘Winning Together’ i starten af 2017 og et centralt element i strategien er at styrke tilstedeværelsen på nøglemarkeder såsom Norden, Storbritannien og USA.

- Det er tilfredsstillende at se, at vores forretningsenheder leverer i overensstemmelse med vores strategi ved at vinde og levere flere højt profilerede projekter, ikke mindst i Norden, Storbritannien og USA, hvilket skaber optimisme for resten af året og for 2018, siger Jens-Peter Saul.

Skal forberede vigtig gasledning
Optimismen skyldes især, at Rambøll på det seneste har vundet en række store projekter, hvor alene seks af dem sikrer Rambøll arbejde for over 1 milliard kroner.

En af de store opgaver er en kæmpekontrakt på et trecifret millionbeløb for polske Gaz-System på miljøvurdering og design af offshore Baltic Pipe-gasledningen mellem Danmark og Polen. Gasledningen forbinder gas i Nordsøen med forbrugere i Central-og Østeuropa og giver dermed større forsyningssikkerhed.

Naturgasforbindelsen Baltic Pipe kommer til at gå i Østersøen mellem Danmark og Polen. Rørledningen er et led i et sammenhængende nyt transportsystem fra gasledningen Europipe II i Nordsøen og vil gå over Danmark til Polen og gøre Danmark til et vigtigt knudepunkt.

Rambøll skal i samarbejde med underrådgivere stå for miljøvurdering, opmålinger, design, anlægstilladelser og udbudsmateriale til entreprenør for rørledningen - en kontrakt på et trecifret millionbeløb.

Den nye gasledning, som forventes at være klar til drift fra april 2022, giver flere forsyningsveje og dermed større forsyningssikkerhed ikke kun i Danmark, Polen og Sverige, men også i andre central- og østeuropæiske samt baltiske lande. Baltic Pipe-forbindelsen vil beskæftige mere end 40 mand over godt to år hos Rambøll og involvere eksperter fra fire forskellige lande og fire forskellige forretningsområder.

-los


24/8 2017