Regeringen fedtspiller med arbejdsudbud
Sammenlignet med de mange foregående regeringer, leverer S-regeringen ifølge SMVdanmark ikke nok på arbejdsstyrkekontoen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Overordnet set er administrerende direktør Jacob Brandt fra SMVdanmark glad for aftalen mellem regeringen og venstrefløjen om af øge jobudbuddet. Men på den anden side understreger han, at der stadigt er langt til mål, og at aftalen ikke er løsningen på virksomhedernes akutte mangel på arbejdskraft:
- Sammenlignet med de mange foregående regeringer, leverer S-regeringen endnu ikke nok på arbejdsstyrkekontoen. Denne aftale skal ses i lyset af, at regeringen havde et stort minus havde et stort minus på 10.400 personer i arbejdsstyrkeregnskabet efter blandt andet Arne-pensionen, siger Jacob Brandt.
Lapper kun hullet
Han slår fast, at den indgåede aftale, der vel at mærke endnu ikke har et flertal bag sig, kun akkurat ’lapper det hul’:
- Der skal meget mere til, hvis ikke S-regeringen skal gå over i historien som en af de mest uambitiøse i nyere tid, når det gælder om at skaffe arbejdskraft til erhvervslivet. Selv hvis man medtager den endnu ikke vedtagne aftale om udenlandsk arbejdskraft. Vi står i en situation med akut mangel på hænder, som er forstærket af, at den offentlige sektor er vokset markant og har slugt en stor del af arbejdskraften. Resultatet er, at virksomhederne taber ordrer hver dag, fordi de ikke har folk nok, siger Jacob Brandt.
Mere udenlandsk arbejdskraft
Han anerkender dog, at aftalen rummer en del gode enkeltelementer, som isoleret set gør en del for at afhjælpe manglen på arbejdskraft, men peger samtidig på, at initiativerne ikke er store nok til at opveje de mindre hensigtsmæssige tiltag:
- Jeg så gerne, at ambitionerne var større. Vi har ikke tid og råd til at fedtspille, mens virksomhederne hungrer efter arbejdskraft. Jeg havde også ønsket en aftale om mere udenlandsk arbejdskraft. Derfor håber jeg virkeligt, at politikerne banker til den, når de efterfølgende skal forhandle om en lavere beløbsgrænse, så det bliver nemmere at rekruttere medarbejdere fra lande, der ligger uden for EU, siger SMVdanmasrks administrerende direktør.
Økonomisk gulerod til de ældre
Han peger blandt andet på, at der i dag er 130.000 beskæftigede over 65 år på arbejdsmarkedet, og at der er brug for, at de arbejder mere, og at endnu flere af de ældre kommer ind eller bliver på arbejdsmarkedet:
- Det er vanvittigt at straffe dem gennem høje marginalskatter, hvis de vælger at tage en tørn efter, de har nået pensionsalderen. Det vil være en rigtig god økonomisk gulerod, hvis deres modregning bliver mere lempelig, siger Jakob Brandt.