Årets Håndværker 2023: Håndværkernes kundeservice har aldrig været bedre
For 12. år i træk vil Cirkusbygningen i København danne rammen om en højtidelig hyldest af håndværkerbranchens dygtigste og mest dedikerede håndværkere, og den tidligere tennisspiller, Jimmy Bøjgaard, styrer slagets gang
Over to festlige aftener den 19. og 20. april vil håndværkere fra hele Danmark samles for at hylde branchens bedste i en konkurrencepræget stemning. Værtsrollen og ansvaret for at styre slagets gang varetages af tv-vært og tidligere tennisspiller, Jimmy Bøjgaard.
Det er en begivenhed, hvor de bedste i branchen kan se frem til at blive anerkendt og fejret for deres hårde arbejde og dedikation.
Sidste år blev awardshowet ledet af Jakob Kjeldberg. Og det er ingen tilfældighed, at værtsrollerne tildeles tidligere sportsprofiler. Ifølge medarrangør Peter Birkelund bidrager disse profiler til præcis den konkurrencestemning, der er i byggebranchen.
- Jeg synes, det er fedt, at Jimmy Bøjgaard kommer fra sportsverdenen. Det bidrager endnu mere til den konkurrenceprægede stemning, der godt kan være i byggebranchen, så det passer perfekt, siger Peter Birkelund.
Den gode kundeservice har allerede vundet den helt store pris i år
Der er god chance for at hive priser hjem, men ifølge Peter Birkelund har den gode kundeservice vundet den helt store pris. Lige nu er byggebranchen præget af lavere aktivitet, stigende priser og materialemangel, hvorfor kundeservice og tilfredshed fra kunderne spiller en endnu større rolle i at sikre nye kunder og fastholde eksisterende.
Og til trods for alle udfordringerne har håndværkerne i det forgangne år formået at levere kundeservice på topniveau og dermed slå alle rekorder.
- Tilfredsheden er ekstremt høj. I år er den det højeste nogensinde med hele 4,79 på karakterskalaen, der går op til 5,0, siger Peter Birkelund og fortsætter:
- Vi har det sidste årti set en positiv tendens i den gode kundeservice fra håndværkere. I 2007 endte mere end 17 % af alle anmeldte opgaver med dårlig kundeservice. I dag er tallet mindre end 1,9 %.
På trods af branchens udfordringer, har håndværkerne leveret en service, der har slået alle tidligere rekorder. Ifølge Peter Birkelund har niveauet faktisk mødt nye højder:
- Det vidner om, at man er blevet endnu bedre til at imødekomme kundernes behov. Det er, som om kundeservicen i år har fået et ekstra gear, og det lader til, at der generelt er blevet leveret på topniveau hele tiden, udtaler Peter Birkelund.
-dc