Rotteproblem på radarenBeskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) kigger nærmere på de teknologiske metoder til rottebekæmpelse, som Wisecon i Helsinge anbefaler.

Rotteproblem på radaren

Den teknologiske udvikling har for alvor sat gang i et paradigmeskifte i skadedyrsbranchen, hvor effektiv og grøn teknologi er i gang med at afløse gift og derved også skabe nye jobs og flere arbejdspladser

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har netop været på besøg hos WiseCon A/S i Helsinge for at fremme dialogen om bedre rammebetingelser for at se nærmere på konkrete problempunkter i forbindelse med skadedyrsbekæmpelse med henblik på videre dialog og nye tiltag.

Selvom de danske skadedyrsbekæmpere i dag er nået rigtig langt, så har det været en hård kamp på alle fronter, når en virksomhed som f.eks. Wisecon udfordrer en meget traditionel branche.

-  Vi kæmper stadig med bagudrettet lovgivning og styrelser uden dynamisk tilgang til ny teknologi, forklarer salgsdirektør Klaus Baagøe-Nielsen fra WiseCon, der tog i mod en meget forstående beskæftigelsesminister i virksomheden i Helsinge.

Kæmpe potentiale
Virkeligheden hos WiseCon er ifølge Klaus Baagøe-Nielsen, at man oplever modstand fra embedsværket, fordi de ikke er gearet til at omfavne ny teknologi og udnytte de nye muligheder.

Det kræver politisk vilje til at lave de nødvendige prioriteringsændringer. Han foreslår bl.a. en statslig sandkasse, der kan samarbejde om nye teknologier.

- Rotteproblemerne tårner sig op over hele verden, men Danmark er godt på vej til at revolutionere rottebekæmpelsen, og har potentiale til at blive foregangsland på samme måde, som vi kender det fra vindindustrien. Det er et milliardmarked, hvor der kan skabes rigtig mange arbejdspladser og nye typer af jobs. Men hvis vi ikke skal overhales inden om af store internationale spillere, så kræver det politisk nytænkning og indgriben, siger Klaus Baagøe-Nielsen.

Besynderlig lovgivning
Adm. direktør og grundlægger af WiseCon, Preben Fritzbøger, peger på et konkret eksempel, der viser, at lovgivningen halter bagud i Danmark.

Ifølge ny lovgivning, så skal man nu være autoriseret kloakmester, for at måtte installere teknologiske rottefælder i kloakkerne på f.eks. en privat matrikel.

- Den lovgivning viser tydeligt, at embedsværket tænker bagud og ikke omfavner den nye teknologi. Konsekvensen er, at bekæmperne, altså dem der i modsætning til kloakmestrene har forstand på rottebekæmpelse, ikke kan udnytte den nye teknologi 100 procent og er tvunget til at gå tilbage til at bruge gift i nogen sammenhænge, forklarer Preben Fritzbøger.

Tyskland viser vejen
Han peger på Tyskland som et foregangsland, fordi der her er klar lovgivning og embedsværket er gearet til at godkende produkter og prioritere ny teknologi.

I Tyskland undersøger myndighederne nye produkter og teknologier, og de godkendte bliver efterfølgende anbefalet som løsninger til bekæmperfirmaer, kommuner og bundesamter samt offentlige instanser.

- I Danmark har vi oplevet, at myndighederne slet ikke vil se på de nye teknologier, og der er ingen godkendelsesprocedurer eller krav. Det betyder bl.a., at der i Danmark ikke opfordres til brug af nye teknologier, modsat Tyskland, hvor kun de godkendte produkter må bruges, forklarer Preben Fritzbøger.

-cmn

23/9 2016