Saint-Gobain-profil er nyt bestyrelsesmedlem i Molio
Sadia Ahmad er chef i Saint-Gobain Weber og nyeste medlem af Molios bestyrelse. Hun træder ind i bestyrelsen med indgående kendskab til materialeproducenternes rolle i værdikæden for dansk byggeri
Sadia Ahmad, chef for Saint-Gobain Weber og medlem af ledelsen i Saint-Gobains Danmark, er netop valgt ind som nyt medlem i Molios bestyrelse. Samtidig har bestyrelsen konstitueret sig med Peter Munk, bygningschef for AAK Bygninger i Aalborg Kommune, som ny næstformand.
Mens Ib Enevoldsen, direktør i Rambøll Danmark, fortsætter som bestyrelsesformand.
Sadia Ahmad er netop valgt ind i bestyrelsen hos Molio – Byggeriets Videnscenter, som udvikler fælles digitale værktøjer og løsninger, der gavner hele byggeriets værdikæde. Hun overtager materialeproducent-pladsen i Molios bestyrelse fra Per Mikael Åkesson fra Velux, der træder ud efter fem år i bestyrelsen.
Sadia Ahmad er chef for Saint-Gobain Weber og en del af ledelsen i Saint-Gobain Denmark, der producerer byggematerialer fra syv fabrikker og har godt 1700 ansatte i Danmark. Hun træder derfor ind i bestyrelsen med indgående kendskab til materialeproducenternes rolle i værdikæden for dansk byggeri.
- Jeg er rigtig glad for at være blevet en del af Molios bestyrelse. Jeg er overbevist om, at fælles standarder og fælles digitale værktøjer er vejen frem for branchen og for den grønne omstilling. Uanset hvor i værdikæden, du befinder dig, så er fremtiden grøn og bæredygtig.
- Men vi kan kun løfte det i fællesskab ved at ensrette og standardisere og gøre det bæredygtige valg jordnært og tilgængeligt for alle. Jeg synes, at Molio har en vigtig og neutral rolle i dette arbejde, siger Sadia Ahmad.
Sadia Ahmad er chef i Saint-Gobain Weber, hvor bæredygtighed spiller en stor rolle:
- Som producent er en af de store udfordringer, at de EPD'er (produktdata), vi laver, ikke for alvor er sammenlignelige med andre producenters produktdata. Det er de ikke af den simple grund, at data ikke er ensrettet. Derfor er det svært at træffe det grønne valg for forbrugeren.
- I Molio arbejdes, der netop på at ensrette egenskabsdata, så vi kalder egenskaberne det samme. Derfor er det superspændende for mig at komme tættere på dette arbejde og på processerne bagved. Et ensartet datagrundlag er en af forudsætningerne for, at markedet og efterspørgslen bliver grønnere.
Christina Hvid, adm. direktør i Molio, glæder sig til samarbejdet med Sadia Ahmad:
- Jeg ser frem til samarbejdet med Sadia i Molios bestyrelse. Netop producenter og leverandører af byggematerialer spiller en nøglerolle i branchens grønne omstilling - og også i Molios implementering af vores strategi 'Sammen om bæredygtig udvikling'.
- Det er mit indtryk, at Sadia har en handlings- og løsningsorienteret tilgang, som Molios øvrige bestyrelse også har – og det tror jeg, der skal til, når vi skal sætte mere tempo på den bæredygtige og digitale omstilling, siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
Molios bestyrelse består bl.a. af:
• Ib Enevoldsen, adm. direktør i Rambøll Danmark, bestyrelsesformand i Molio
• Peter Munk, bygningschef for Aak Bygninger i Aalborg Kommune, næstformand i Molio.
• Harpa Birgisdóttir, Professor, Head of research at BUILD
• Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør i Aarsleff
• Katja Viltoft, Partner i JJW Arkitekter og formand for Danske Arkitektvirksomheder
• Morten Alfdorf, Digital transformation Director i COWI
• Sadia Ahmad, Chef for Saint-Gobain Weber
• Sidse Buch, Politisk-økonomisk konsulent i BAT-kartellet og direktør i Boligfonden Kuben.
-dc