Selskabsskatten har passeret 100 milliarder og slår alle rekorder

Selskabsskatten har passeret 100 milliarder og slår alle rekorder

Det er en kraftig stigning på 33,1 milliarder kroner - et plus på 49 procent - i forhold til corona-året 2020

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I en kommentar fra Dansk Industri til Danmarks Statistiks årlige opgørelse over selskabsskatten, der viser rekordindtægter til staten, siger skatteøkonom Bo Sandberg blandt andet, at selskabsskatten indbragte over 00 milliarder kroner i 2021:

- Det er en voldsom stigning på 33,1 milliarder kroner - svarende til et plus på 49 procent - i forhold til corona-året 2020. Og ikke nok med det, de cirka 101 milliarder kroner i 2021 er det højeste provenu fra selskabsskatten nogensinde, siger Bo Sandberg.

Han peger på, at statens selskabsskatteindtægter er relativt konjunkturfølsomme, fordi det er virksomhedernes overskud, der beskattes:

- På den baggrund er det ikke så overraskende, at provenuet steg fra 2020 til 2021, men at det rundede 100 milliarder kroner, må siges at være imponerende, siger DI’s skatteøkonom.

Mere end 33 procent stigning
Opgjort som andel af BNP lå selskabsskatten også rekordhøjt på 4,0 procent i 2021, mod 2,9 procent i 2020:

- Til trods for, at skattesatsen fra 2013 til 2016 blev sænket fra 25 - til 22 procent, har den generelle tendens siden finanskrisen været, at indtægten fra selskabsskat er stigende, både i kroner og øre og i procent af BNP, siger Bo Sandberg.

Industrien betalte 23,7 milliarder kroner
Opgørelsen fra Danmarks Statistik indeholder også en oversigt over branchernes selskabsskat.

- Finansiering og forsikring var højdespringer med 26,9 milliarder kroner i betalt selskabsskat i 2021 - tæt forfulgt af industrien, der i 2021 bidrog med 23,7 milliarder kroner i selskabsskat.

Det er en pæn stigning på 42 procent fra året før, hvilket afspejler, at eksporterhvervene i 2021 gjorde et kraftigt comeback ovenpå corona-nedlukningerne i 2020, siger skatteøkonomen.

Internationale regler på vej
Både i OECD og EU er man på vej med nye internationale selskabsskatteregler, der med tiden skal skabe en mere ensartet international spillebane for virksomhederne:

- Men baggrundstæppet for denne debat er imidlertid, at selskabsskattens andel af alle skatter og afgifter i EU-landene har været stigende siden finanskrisen. Selskabsskatternes andel af de samlede skatteindtægter er steget fra 5,7 procent i 2010 til 7,0 procent i 2021. I samme periode har selskabsskatten også fået større betydning som skattehåndtag i Danmark. Fra 4,9 procent af samtlige skatter og afgifter i 2010 til 8,2 procent i 2021. Så indtil videre må man konstatere, at rygterne om selskabsskattens død er stærkt overdrevne, siger skatteøkonom Bo Sandberg.

Læs tallene fra Dannmarks Statistik på nedenstående link

https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=40281

2/3 2023