Senioradvokaten der tabte sit hjerte til arbejdsgiveriet
Kia Phillip Dollerschell er den 2. januar ansat som senioradvokat i arbejdsgiversekretariatet i Dansk Byggeri
Her skal hun rådgive medlemmerne af Dansk Byggeri inden for voldgiftssager, ansættelsesret, persondataret, forhandle overenskomster samt føre retssager ved by- og landsret. Derudover skal hun beskæftige sig med udenlandsk arbejdskraft og hele vikarområdet.
Hun er advokat og uddannet cand.jur. fra Københavns universitet. Derudover er hun ekstern lektor i ansættelsesret og arbejdsret på Københavns Universitet. Hun kommer fra en stilling som advokat i FTF og har derfor erfaring fra den anden side af bordet. Tidligere har hun haft sin gang hos Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv.
Tidligt i sin karriere tabte Kia Phillip Dollerschell sit hjerte til arbejdsgiveriet, som hun nu er vendt tilbage til. Hun brænder bl.a. for udfordringen i at navigere i konflikter og finde gode løsninger, som virksomhederne kan arbejde videre fra.
-los