Silvan får ny direktør
Bare fire måneder efter Silvan blev opkøbt af den tyske kapitalfond Aurelius Group, skifter kæden nu ud på direktørposten
Freddy Lauridsen, der har været øverste chef i ni år, stopper, oplyser Silvan i en pressemeddelelse.
I juni valgte Silvans hidtidige ejer, Stark Group, at sælge byggevarekæden til den tyske kapitalfond Aurelius Group. I starten af oktober tiltrådte Jesper Lien, tidl. adm. direktør i Coop og nuværende kommerciel direktør i den britiske byggemarkedsgigant B&Q, som bestyrelsesformand.
- Freddy (Lauridsen, red.) har i det seneste år succesfuldt drevet salgsprocessen af Silvan til den tyske kapitalfond Aurelius, og Silvan er nu klar til at stå på egne ben, udtaler Jesper Lien i pressemeddelelsen.
To årtier i Silvan
Han er selv blevet udpeget som midlertidig adm. direktør for Silvan, indtil en permanent løsning er fundet. Freddy Lauridsen har stået i spidsen for Silvan i ni år og været en del af byggekæden i to årtier.
- Det bliver svært at sige farvel til alle de dygtige medarbejdere i Silvan, men jeg er sikker på, at de er i trygge hænder hos Aurelius og får en spændende og succesrig fremtid sammen, udtaler Freddy Lauridsen.
Han understreger, at tidspunktet for et direktørskifte er ’nøje valgt’, men kommer ikke ind på, hvad hans professionelle karriere nu skal byde på.
-los