Skandalebyggeri uden ende
Forsinkelserne af skandalebyggeriet, Niels Bohr Bygningen i København, er øjensynligt uendelige. 10.000 brandlukninger og gennemføringer i etagedæk, der ikke er blevet lavet godt nok af de oprindelige entreprenører
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Antallet af mangelfulde brandlukninger i Niels Bohr Bygningen har vist sig væsentligt større end hidtil anslået.
Tidligere vurderede Vejdirektoratet, at bygningen rummede mellem 7-8.000 brandlukninger, der ikke var udført ordentligt, men nu viser det sig, at det nærmere er op mod 10.000 brandlukninger og gennemføringer i etagedæk, der ikke er blevet lavet godt nok af de oprindelige entreprenører. De mange brandlukninger skal udbedres for at bygningen kan opnå de nødvendige brandgodkendelser.
Derudover går det også langsommere end ventet med at udbedre de fejludførte brandlukninger, selv om Vejdirektoratet siden sommerferien har mere end fordoblet det antal medarbejdere hos entreprenørerne, der udelukkende arbejder med denne opgave.
Burde aldrig have været et problem
Dermed bliver ibrugtagningen af bygningen endnu en gang udsat, da det ikke er muligt at færdiggøre Niels Bohr Bygningen til den 31. oktober, som det ellers var forventningen i seneste status fra Vejdirektoratet.
Anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet erkender, at det er meget frustrerende, at der skal anvendes så mange kræfter – og så meget tid – på at udbedre noget, der aldrig burde have været et problem:
- Men det er altså den virkelighed, vi står i. Og det må vi håndtere. Det her er nok den værste sag med mangelfuld kvalitet i arbejdet, jeg har oplevet længe, siger Erik Stoklund Larsen og tilføjer, at alle andre afsluttende arbejder i byggeriet skrider frem efter planen uden forsinkende effekt.
Lignende problemer andre steder
Ifølge Vejdirektoratet er det altså ’kun’ brandlukningerne, der skaber problemer, mens alle andre færdiggørelsesarbejder skrider planmæssigt frem.
Vejdirektoratet har i de seneste måneder gennemført en undersøgelse af brandlukningskvaliteten på sine øvrige byggeprojekter og fandt der lignende problemer:
- De blev dog opdaget i et relativt tidligt byggestadie, hvor vi kunne tage hånd om dem, hvorfor de vurderes for nærværende ikke at have en forsinkende effekt på de øvrige byggerier, fortæller Erik Stoklund Larsen.
Transportministeriet og Vejdirektoratet vil i den kommende tid tage kontakt til relevante myndigheder inden for byggeområdet for at gøre opmærksom på deres erfaringer med problemerne med brandlukninger.
Overlevering ved årsskiftet
Vejdirektoratet forventer efter de nye forsinkelser at kunne overdrage bygningen til Københavns Universitet den 31. december 2021.
Det sker dog under den forudsætning, at entreprenørerne leverer den forventede fremdrift i arbejdet med at udbedre brandlukningerne.
Prisen for Niels Bohr Bygningen var budgetteret til cirka to milliarder kroner, men ender nu på over fem milliarder kroner.