Skandaleramt broprojekt tager nu for alvor form
Den første brodrager på den nye Storstrømsbro sættes disse dage på plads. Vejdirektoratet vil undervejs lægge billeder og tekster om operationen ud på projektets hjemmeside
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Selv om byggeriet af den nye Storstrømsbro efterhånden har været undervejs nogle år, har det ikke været så let endda at få øje på det skandaleramte byggeri, der fortrinsvis er foregået på land. Men nu sker der for alvor noget, når den første brodrager i disse dage lægges på plads.
De seneste uger har mandskabet den italienske entreprenør SBJV arbejdet på at få både brodrager og bropiller klar til, at den første brodrager kan monteres mellem to bropiller, og i fredags begyndte den flere dage lange operation med udsejling og ophejsning.
Første skridt bliver, at slæbebåde trækker prammen ud i Storstrømmen og forankrer den mellem to bropiller. Dernæst hejses brodrageren op og fastgøres til det special-element, som er placeret på toppen af de to bropiller, så den er klar til at blive støbt sammen med dem.
300-400 meter fra kysten
- Brodragerne er de elementer, som forbinder bropillerne og bærer selve kørebanen og jernbanen. Bortset fra de to nordligste og de to sydligste nærmest land, bliver de alle bygget på Masnedø, inden de skal sejles ud og hejses op. Den første brodrager bliver hejst op på bropiller 300-400 meter fra Falsters kyst, fortæller projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet
Han oplyser, at det på afstand er muligt at følge med i, hvordan brodrageren hejses op. Det kan ske fra informationspavillonen for enden af stien ved Ahornvej på Falster:
- Men det kræver nok en kikkert for at få det bedste indtryk, siger han.
Koordineret holdindsats
Ifølge projektdirektør Barry Crouchman, SBJV, bliver det visuelt ’noget af et skelsættende øjeblik for projektet’:
- Det vil være et spektakulært syn at se de 73 meter lange dragere blive transporteret og placeret. Fokus er nu på operationen, som kræver en meget præcis og koordineret holdindsats fra alle involverede parter, forklarer han.
Det hele foregår på den måde, at slæbebåde trækker prammen med brodrageren hen til de to bropiller. Derefter bliver prammen bliver forankret mellem bropillerne, løftearmene klargøres, løftewirerne fastgøres til armene.
Så kan brodrageren hejses op med et specialbygget hejseværk, og den styres på plads ved hjælp af særlige styrebeslag. Til sidst monteres et stort arbejdsstillads for at kunne støbe brodrageren sammen med special-elementet på toppen af bropillerne.
Følg med
www.vejdirektoratet.dk/Storstrømsbroen