Skat på mobiltelefon er et irritatinsmoment
Dansk Byggeri hilser regeringens planer om at afskaffe skatten på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon velkommen. Den indbringer ti gange så meget som tiltænkt
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Blandt regeringens forslag i forbindelse med en kommende skattereform er afskaffelse af beskatningen af arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.
Og det glæder cheføkonom i Dansk Byggeri BoSandberg, der fra starten har kritiseret denne skat på et arbejdsredskab:
- Dansk Byggeri var modstander af multimedieskatten, da den blev indført i 2009. Det var en ’bøvlet skat’, som ganske vist blev afskaffet af S-SF-RV regeringen, men i stedet indførtes beskatning af ’fri telefon’, der indbringer lige så mange kroner i kassen som den gamle multimedieskat. Det er skat på et arbejdsredskab, der i byggebranchen i dag er lige så vigtig som en murerske og en skruetrækker, siger Bo Sandberg til BygTek.
Irritationsmoment
Han understreger, at det er en skat på det mobile og digitale arbejdsmarked, som politikere og erhvervsliv ellers gerne vil have:
- Byggebranchen er i dag enormt afhængig af de digitale redskaber som eksempelvis smartphones. Skatten på fri telefon er et generelt irritationsmoment, fordi mange for at undgå denne skat er nødt til at medbringe deres egen mobiltelefon samtidig. Derfor er det en god idé, hvis regeringen skaber rene linier og afskaffer skatten af fri mobiltelefon. At beskatte af 2.700 kroner årligt for privat brug af arbejdsgiverens mobiltelefon er samtidig alt for højt, når man ser, hvad et almindeligt mobiltelefonabonnement koster i dag, siger Bo Sandberg.
Skat tidoblet
Han peger videre på, at der i 2015 var godt 500.000 lønmodtagere og selvstændige, der betalte skatten af mobiltelefon:
- Det indbragte godt en halv milliard kroner i statskassen. Men da Socialdemokratiet, SF og De Radikale afskaffede multimedieskatten med virkning fra 2012, skønnede man, at den nye skat på fri telefon kun ville indbringe 50 millioner kroner. Det er nu det ti dobbelte, så det var der ikke meget skattelettelse i, når det kom til stykket, slutter Bo Sandberg.