Skatteministeren: Håndværkerfradrag står ikke mål med omkostningerne
- De høje energipriser giver dog i sig selv et incitament til energirenovering og er derfor ikke et selvstændigt argument for at opretholde fradraget…
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Skatteminister Jeppe Bruus har været i samråd i Folketingets Skatteudvalg for at svare på, hvilken virkning det får på målet om at fremme den grønne omstilling at afskaffe håndværkerfradraget, og hvilken betydning det får for den almindelige danskers mulighed for at omstille sig til en grønnere hverdag i en tid med stigende energipriser?
Ministeren sagde blandt andet, at BoligJobordningen var en god ordning, da den blev indført i 2011, men bemærkede samtidig, at ordningen har haft ’et omskifteligt liv’. Han erkendte også, at ordningen har været ganske populær, men fortsatte:
Berettiget kritik
- Men især håndværksdelen af ordningen har også fået berettiget kritik. Når vi nu ønsker at afskaffe håndværksdelen af ordningen, skal det ses i lyset af den høje efterspørgsel efter håndværksydelser. Derudover står Danmark i en økonomisk situation, hvor der er behov for, at vi strammer finanspolitikken. Afskaffelsen er altså et udtryk for ansvarlig økonomisk politik...
Jeppe Bruus henviste også til en analyse fra Skatteministeriets analyse, som viser, at prisen for fradraget for håndværksydelser ’er for høj i forhold til det, vi som samfund får ud af den’:
- Mange borgere ville have fået håndværksarbejdet udført, også selvom der ikke var fradrag. Og de positive virkninger – i form af konvertering fra sort til hvidt arbejde og øget arbejdsudbud – står ikke mål med omkostningerne, sagde ministeren.
Kun lille virkning
Samtidig mener regeringen, at Håndværkerfradraget kun har lille virkning på grøn omstilling, og at virkningen ikke står mål med omkostningerne:
- I forhold til den grønne omstilling er det ikke fradraget for håndværksydelser, der batter noget. De klimamæssige konsekvenser kan ikke umiddelbart kvantificeres nærmere, og det er vanskeligt at komme med et præcist tal for CO2-effekten. Det står imidlertid klart, at håndværkerfradraget ikke er en effektiv måde at fremme den grønne omstilling på, sagde skatteminister Jeppe Bruus.
Negative klimakonsekvenser
Han erkendte dog, at afskaffelsen ’alt andet lige har negative klimakonsekvenser’:
- Det skyldes, at der trods alt vil være en mindre efterspørgsel efter håndværksydelser til blandt andet energibesparelser… De høje energipriser giver dog i sig selv et incitament til energirenovering og er derfor ikke et selvstændigt argument for at opretholde fradraget, sagde Jeppe Bruus, og sluttede:
- Håndværkerfradraget er efter min opfattelse ikke det rigtige værktøj til at fremme den grønne omstilling. Det er afgørende, at klimamålsætningen opnås med de mest effektive midler, og fradraget for håndværksydelser er ikke et af dem. Vi er bedre stillet ved fortsat at sikre en sund økonomi og holde fokus på de løsninger, der giver størst mulig effekt for pengene…