Skatteprovenuet steg trods coronaen
Danmarks Statistik oplyser, at provenuet fra indkomstskatten for personer i 2020, trods coronaen, steg med hele 5,6 procent, og de skattepligtige indkomster steg med 5,1 procent
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dansk Industris skatteøkonom Bo Sandberg kalder det ’lidt surrealistisk’, at både indkomster og personskatter herhjemme steg med over fem procent i 2020, når man tænker på, hvor kraftig coronakrisen har været i mange lande:
- Vores velfungerende lønkompensationsordninger i 2020 er selvfølgelig en vigtig medvirkende forklaring. Men indkomstskatterne steg altså lidt mere end indkomsterne, nemlig med 5,6 procent i 2020, siger Bo Sandberg.
Topskatten gav endnu mere i kassen
Trods coronakrise og højere topskattegrænse indbragte topskatten i 2020 mere end året før. Topskatteprovenuet steg således fra 17,6 milliarder kroner i 2019 til 18,4 milliarder kroner i 2020, svarende til en stigning på 4,5 procent.
- Så selvom topskattegrænsen rykkes opad år for år – og også kommer til at gøre det i 2022 – sikrer indkomstfremgangen i samfundet, at der alligevel kommer flere kroner i kassen fra topskat, siger skatteøkonomen.
Billedet af, at skatterne stiger mere end indkomsterne, har været det samme i mange år, og derfor er det ifølge DI logisk at sætte nyt fokus på indkomstskatten og især skatten af sidst tjente krone.
Skatten steg sjette år i træk
Ifølge Bo Sandberg er det er sjette år i træk, at de samlede indkomstskatter procentvis stiger mere end indkomsterne:
- Derfor er det heller ikke et urimeligt ønske, at vi frem mod 2030 skal arbejde i retning af lavere skat på sidst tjente krone sideløbende med lavere selskabsskat samt et mere enkelt og letforståeligt skattesystem uden for megen knopskydning. Det er velkendt, at der er nogle udfordrede hjørner af skattesystemet, som eksempelvis ejendomsvurderingerne og gældsinddrivelsen. Men kerneydelsen, den automatiske opkrævning af indkomstskat fungerer upåklageligt, og dermed har provenuet fra indkomstskatterne for længst rundet 400 milliarder kroner og landede i 2020 på 424 milliarder kroner.
Gennemsnitsskat er 42,8 procent
Den skattepligtig indkomst var i 2020 1.274 milliarder kroner. Heraf blev der betalt 450 milliarder kroner i indkomstskat og 94,6 milliarder kroner i arbejdsmarkedsbidrag. Det giver en gennemsnitsskat på 42,8 procent for de godt 5,3 millioner danskere, der i 2020 var under skatteligning. Den stigende indkomstskat er en medvirkende forklaring på, at vi i 2020 havde et uændret højt skattetryk på 47,3 procent af BNP i 2020 i forhold til 2019, hvilket formentlig er verdens højeste, når fintællingen fra coronaåret 2020 foreligger, slutter Bo Sandberg.