Skou Gruppen med endnu et rekordregnskab
For tredje år i træk kan byggevirksomheden Skou Gruppen præsentere et rekordregnskab med kraftig stigning i omsætningen og en overskudsgrad på otte procent
Skou Gruppen har netop offentliggjort regnskabet for regnskabsåret 1. oktober 2017 til 30. september 2018 med en omsætning på 591 mio. kr. (428 mio. kr. i 2016/2017) og et resultat på 47 mio. kr. (32,5 mio. kr. i 2016/2017).
Regnskabet overgår adm. direktør Martin Skou Heidemanns vildeste fantasi, hvis han ser tilbage på år 2000, hvor han tog springet til at blive selvstændig og stiftede Skou Gruppen, der i dag tæller 145 ansatte.
Det var begrænset, hvad han i sin tid havde af ambitioner, da han etablerede virksomheden i et lille værelse på førstesalen i sit eget hjem.
- Det var egentlig ikke planen, at vi skulle vokse så meget, men vi må bare konstatere, at der har været en utrolig stor efterspørgsel og mange spændende sager. Der er virkelig blevet arbejdet igennem på alle niveauer i virksomheden, og jeg er stolt af vores medarbejdere, som endnu en gang har ydet en enorm indsats. En stigning på næsten 40 % i omsætningen kan virkelig være anstrengende, men vi har oplevet sådan et stort gå-på-mod, forklarer Martin Skou Heidemann.
Skou Gruppen har haft fuld gang i ombygningen af loftsrum under de københavnske tage. Virksomheden har selv investeret i de tomme og uudnyttede arealer. De nye lejligheder i Raadmandshuse er sat til salg, mens tagboligerne på Mågevej forventes at stå færdige i juni 2019.
Har allieret sig med dygtige folk
Selvindsigt har i høj grad været afgørende for Skou Gruppens succes. Martin Skou Heidemann er da heller ikke bleg for at indrømme, at han ikke er en særlig god byggeleder. Det var også en af årsagerne til, at han i 2008 ansatte Jesper Egund som teknisk direktør.
- Mine evner rakte ikke længere der, hvor vi var, hvis vi skulle blive ved med at vokse og tjene penge. Jesper Egund er den dygtigste i hele byggebranchen, jeg nogensinde har mødt. Udover at være utrolig dygtig til byggeteknik, er han en fantastisk købmand, der formår at handle sig frem. Og så kender jeg ingen anden, der er så god til jura. Det er en uundværlig kombination for Skou Gruppen, siger Martin Skou Heidemann, der ifølge netop Jesper Egund har været god til at samle gode folk omkring sig.
At tilbyde fire medarbejdere partnerskab i Skou Gruppen er derfor også en af de bedste beslutninger, Martin Skou Heidemann har truffet.
- Det er en rigtig god måde at fastholde og motivere dygtige medarbejdere på. Jo færre aktier jeg har, jo flere penge tjener virksomheden. Det er stadig økonomisk bedre for mig. Vi er i dag seks partnere med meget forskellige personligheder, som vi er gode til at udnytte til vores fordel. Det er en fornøjelse, at vi på trods af vores forskelligheder er enige om, hvordan virksomheden skal drives, siger han Martin Skou Heidemann.
-los