Skræddersyet plan for energirenoveringer i kommunerne
97 kommuner modtog kort før jul en skræddersyet handlingsplan fra Energistyrelsen og KL med anbefalinger til at styrke deres arbejde med databaseret energiledelse og dermed energirenoveringer af bygninger
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Energistyrelsen, Kommunernes Landsforening (KL) og Transition satte i september sidste år gang i et projekt, der skal understøtte energirenovering af den kommunale bygningsmasse.
Projektet skal udarbejde individuelle handlingsplaner om brugen af ’databaseret energiledelse’ til alle landets kommuner.
Ved at bruge databaseret energiledelse kan kommunerne få overblik over energiforbruget i kommunernes bygninger, og det kan give bedre mulighed for at reducere unødvendigt energiforbrug og igangsætte nye energibesparende indsatser.
Sammenligner energiforbrug
Det kan eksempelvis ske ved at sammenligne energiforbrug på tværs af kommunale bygninger eller ved at følge forbruget systematisk.
Ifølge Energistyrelsen yder kommunerne allerede nu en stor indsats for at reducere energiforbruget i deres bygninger, og her i den forbindelse kan databaseret energiledelse være et vigtigt redskab:
- Med handlingsplanen i hånden kan kommunerne tage næste skridt til at anvende data til at reducere energiforbruget i kommunens bygninger yderligere, siger vicedirektør i Energistyrelsen, Stine Leth Rasmussen.
Nyttigt værktøj
Ifølge KL er handlingsplanerne for databaseret energiledelse et nyttigt værktøj, som flere kommuner har taget godt imod.
I eksempelvis Mariagerfjord Kommune ligger anbefalingerne i forlængelse af, hvordan kommunen allerede arbejder med at nedbringe energiforbruget i dens bygninger, og hvor der er et potentiale:
- Ved at stå på et databaseret grundlag har vi meget bedre mulighed for at prioritere og målrette vores investeringer i forhold til effekt i både økonomi, CO2 og for indeklimaet for vores ansatte og borgere, siger kommunaldirektør Anne Velling.
Fakta
• Databaseret energiledelse er en arbejdsmetode standardiseret i den in-ternationale energiledelsesstandard, ISO 50001. Standarden indeholder krav og vejledninger til etablering, implementering, vedligeholdelse og forbedring af et energiledelsessystem i en organisation.
• Projektet er finansieret af midler fra aftale om målrettet varmecheck og udfasning af sort varme fra maj 2022.
• Projektet blev sat i gang i september 2022 og afsluttes med en konference for kommunernes i foråret 2023.