Stadig sælgers marked - men kun for parcelhuse

Stadig sælgers marked - men kun for parcelhuse

Ejerlejligheder og sommerhuse er med stormskridt på vej mod en tilstand, hvor det i højere grad er købers marked

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Den ugentlige boligmarkedsstatistik fra Boligsiden.dk viser ifølge boligøkonom Bo Sandberg fra Dansk Industri blandt andet, at boligmarkedet står overfor en periode med stigende modvind.

Det skyldes de stigende boligrenter og de stigende energipriser, som forøger boligudgifternes andel af den disponible indkomst – særligt, hvis man som 27 procent af landets bygningsareal fyrer med naturgas eller olie:

- Desuden blev en række bolighandler fremrykket i coronaperioden 2020-21, hvilket alt andet lige står til at dæmpe aktiviteten i 2022, siger han.

Bunden er ikke gået ud af boligmarkedet
På den baggrund finder han det en smule overraskende, at boligsalget i uge 11 og uge 12 holder skindet fint på næsen med henholdsvis 1829 - og 1887 bolighandler pr. uge:

- Det viser, at bunden bestemt ikke er gået ud af boligmarkedet. Hvis man her i marts skal sammenligne de aktuelle ugentlige handelstal på boligmarkedet, er det hverken rekordåret 2021 eller 2020, hvor corona netop i marts havde ramt samfundsøkonomien, men snarere gennemsnittet for de foregående år, man bør sammenligne med. Og her viser det sig, at i de fire uger efter Ruslands invasion af Ukraine har antallet af bolighandler i 2022 i snit ligget godt 13 procent over niveauet i de tilsvarende uger 2015-2019, siger Bo Sandberg.

Springer i øjnene
Ellers er det fortsat især det notorisk lave boligudbud, der springer i øjnene:

- Ganske vist har boligudbuddet rettet sig lidt op, fra bunden blev nået med 35.600 boliger til salg i uge 8 til nu 37.100 boliger til salg i uge 12. Men det er stadig et boligudbud, som ifølge DI´s beregninger ligger 22.600 under gennemsnittet for 2017-2019. Det fortsat lave boligudbud slører nogle af de underliggende tendenser på boligmarkedet, især en faldende efterspørgsel og faldende prisudvikling. Med så lavt et boligudbud, vil der fortsat i 1. halvår i år være tale om ’sælgers marked’ – men kun for parcelhuse. Både for ejerlejligheder og sommerhuse bevæger vi os nu med stormskridt mod en tilstand, hvor det i højere grad er købers marked, slutter DI’s boligøkonom.

30/3 2022