Stark garanterer: Aldrig mere mangel på 1000 byggematerialer
Stark garanterer nu, at de 1000 mest afhentede byggematerialer altid er tilgængelige i samtlige af kædens forretninger
Fra d. 24. august er det slut med, at håndværkere går forgæves efter byggematerialer - i hvert fald hvis de handler i Stark. Byggemarkedskæden lancerer nemlig Garantisortiment, der betyder, at håndværkerne altid finder de 1000 mest afhentede varer til professionelt byggeri i alle Starks forretninger over hele landet.
- Tid, timing og kvalitet er afgørende succesparametre i byggeriet. Som partner for de professionelle håndværkere er det vores vigtigste opgave at understøtte deres forretning bedst muligt, fortæller salgsdirektør i Stark Mads Brejnholdt Madsen og fortsætter:
- Vores Garantisortiment understøtter tømrerens, murerens og entreprenørens arbejde ved at sikre, at byggeriet ikke går i stå på grund af mangel på materialer. Håndværkerne er altid sikre på at have de kvalitetsmaterialer, de bruger hver eneste dag, som for eksempel beslag, skruer, mørtel og træ, lige ved hånden i nærmeste STARK.
Øger tilgængeligheden
Stark lancerer det nye Garantisortiment i anledning af, at byggemarkedskæden fejrer fødselsdag i samtlige forretninger over hele landet med bl.a. skarpe tilbud, nyheder og spændende konkurrencer.
Den nye service lægger sig i forlængelse af en række øvrige tiltag, der også bidrager til mere effektive arbejdsdage for den professionelle håndværker. Eksempelvis betyder Starks døgnåbne Kundetelefon 24-7, at håndværkerne siden årsskiftet har kunnet ringe ind, uanset hvornår det passer dem bedst, og foretage varebestilling, tjek af ordre- og lagerstatus m.m.
Hen over vinteren og i løbet af foråret arrangerede Stark desuden en landsdækkende møderække om klimaskærme. Formålet var at klæde håndværkerne på efter ændringerne i BR15 til at løse opgaverne effektivt med de nyeste løsninger på markedet.
- Vi vil skabe værdi for håndværkerne i alt, hvad vi gør, og som professionel samarbejdspartner arbejder vi målrettet på at øge tilgængeligheden af materialer, services og rådgivning. Derfor vil vi fortsætte med at udvikle tiltag, som bidrager til større effektivitet, minimering af ventetid og sikring af den rette kvalitet til gavn for de udførende i byggeriet, understreger Mads Brejnholdt Madsen.
-kj