STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE: Danmark har brug for dygtige faglærte
Mette Frederiksen brugte en stor del af sin nytårstale på behovet for at opprioritere erhvervsuddannelserne
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I årevis har politikerne snakket vægge op og vægge ned om at opprioritere erhvervsuddannelserne. Men reelt har det været meget småt med resultaterne. Flere og flere har valgt de stærkt udvandede gymnasieuddannelser, og manglen på håndværkere er blevet tydeligere og tydeligere
Med sin nytårstale lagde statsminister Mette Frederiksen hånden på kogepladen. Og det bliver børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der skal sørge for, at hun ikke brænder fingrene.
Skolen bliver et nederlag
Statsministeren lagde helt naturligt ud med at omtale både krigen i Ukraine, energikrisen, en tårnhøj inflation og de stigende renter.
Hun brugte imidlertid ikke så meget plads i sin tale på at forsvare dannelsen af en regering hen over midten. Til gengæld sluttede hun med en lang understregning af vigtigheden af at ændre uddannelsessystemet, så man i langt højere grad prioriterer de praktiske fag i folkeskolen. Statsministeren sagde blandt andet:
- Første skoledag. Den nye taske på ryggen. Smil på læben. Gåpåmod i hjertet. Men for nogle børn – måske især nogle drenge – bliver skolen et nederlag. Timerne i klasseværelset er lange. Bøgerne tykke. Og det er svært at sidde stille. Er sandheden den, at selvom vi på mange måder har en god skole - så passer den ikke lige godt til alle, spurgte statsministeren.
Brug for dygtige faglærte
Og hun gav selv svaret:
- En elev er skrap til ord og tal. En anden er dygtig med sine hænder, bygge, forme, være kreativ. Det første er ikke finere end det andet. Det er heller ikke vigtigere for samfundet. Alligevel har vi politisk skabt en folkeskole, der lægger stor vægt på det boglige. Måske derfor vælger langt de fleste unge gymnasiet til. Og erhvervsuddannelserne fra… Danmark har brug for akademikere. Derfor vil regeringen reformere universitetsuddannelserne. Mere fokus på indhold – frem for længde. Men det er lige så oplagt, at vi har brug for dygtige faglærte. Vi skal huske, hvad uddannelse grundlæggende handler om. At løfte mennesker til viden, frihed og muligheder, sagde Mette Frederiksen.
Har glemt værdien af godt håndværk
Hun pegede videre på, at der er en uddannelseskultur i hele samfundet, som ’har glemt værdien af godt håndværk’:
- Vi skal have en skole, hvor der er plads til både det praktiske og det boglige. Erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere. Jer, der er lidt oppe i årene, kan huske mesterlæren. En faglært uddannelse uden en masse bøger, men til gengæld sidemandsoplæring. Mindre teori. Mere praksis. Det vil vi gerne give de unge bedre mulighed for. Vi skal vise vores børn og unge, at vi tror på dem. At vi vil dem. At vi behøver dem. Vigtigere opgave får vi voksne aldrig, sagde statsministeren.