Stjernebyggeri på vej
Københavns Kommune sender nyt lokalplanforslag ”Marmormolen II tillæg 1” i høring for at bane vejen for den amerikanske arkitekt Steven Holls prestigeprojekt ved indsejlingen til Københavns Havn
Et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune sender nu et lokalplanforslag for Marmormolen i København i offentlig høring. Der er tale om et forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 440 Marmormolen II, som nu bliver sendt i høring indtil den 31. august 2016 – med en mindretalsudtalelse fra Enhedslisten.
Lokalplantillægget sigter udelukkende på Steven Holl-projektets udformning og placering, samt bortfald af kravet om offentlig adgang til broen mellem de to højhuse, som har været en af stopklodserne for byggeriets realisering.
I stedet for udsigtspotentialet fra den offentlige broforbindelse fastlægges bestemmelser om, at offentligheden kan komme op til et udsigtspunkt i højhuset på Marmormolen.
Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling, og forud for den endelige vedtagelse afholder Københavns Kommune og Østerbro Lokaludvalg et borgermøde torsdag den 18. august 2016, kl. 19.00 til 21.00 i Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 København Ø, hvor der orienteres om lokalplanforslaget.
I høringsperioden kan du se et læseeksemplar af lokalplanforslaget og referatet af den politiske behandling i Teknik- og Miljøforvaltningens reception, Njalsgade 13, 2300 København S, i Borgerservice Hovedbiblioteket, Læsesalen, Krystalgade 15, 1172 København K og i Borgerservice Øbro Jagtvej Bibliotek, Jagtvej 227, 2100 København Ø
Der er ikke udarbejdet miljørapport, idet Kommunen vurderer, at planforslaget ikke medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport efter lov om miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013). Baggrunden for vurderingen er nærmere beskrevet i planforslaget.
-cmn