
Østjysk entreprenør skifter ud på direktørposten og henter velkendt ansigt hjem
Som en del en mindre rokade er Mikkel Westergaard indsat som ny administrerende direktør i HPH Totalbyg. Han har tidligere været otte år i virksomheden. Nu tidligere administrerende direktør, Anders Bach, får en ny rolle
HPH Totalbyg omstrukturerer ledelsen, og Mikkel Westergaard er indtrådt som administrerende direktør. Samtidig blev han medejer af virksomheden pr. 1. januar 2025.
Mikkel Westergaard er et velkendt og respekteret navn hos HPH Totalbyg, hvor han i næsten ni år fra 2013 til 2021 spillede en central rolle i virksomhedens udvikling.
I den periode arbejdede han blandt andet som projektleder, projektlederchef og indkøbschef.
De seneste fire år har han været administrerende direktør hos entreprenørvirksomheden Trigon i Frederikshavn.
- Jeg er utrolig taknemmelig og lykkelig for at være tilbage, og det betyder meget for mig, at de har vist mig den tillid at skulle være med til at lede HPH Totalbyg mod nye mål. Jeg ser frem til at komme i gang og glæder mig virkelig til at lære både gamle og nye kollegaer at kende, siger Mikkel Westergaard.
Med Mikkels Westergaards indtræden som administrerende direktør vil der også ske ændringer i rollerne i HPH Totalbyg. Anders Bach og Jacob Westergreen er stadig del af ejerkreden, hvor Jacob Westergreen fortsat vil have fokus på salg og tilbud.
Anders Bach, der har været administrerende direktør siden 2013, vil fremover koncentrere sig om andre opgaver i organisationen.
- Jeg har siden 2011 haft glæden af at være administrerende direktør i HPH og bidrage til at flytte virksomheden til det stærke fundament, vi står på i dag. Det har været en fantastisk rejse, men jeg føler, at tiden er inde til, at nye kræfter kommer til.
- Mikkel bringer friske øjne og ny energi, der kan løfte HPH yderligere. For mig betyder det, at jeg nu kan dedikere mig til andre områder i organisationen, hvor jeg ser muligheder for at styrke både virksomheden og vores kundesamarbejder, siger Anders Bach.
-dc