Stor forskel på udbuddet af arbejdskraft

Stor forskel på udbuddet af arbejdskraft

I Nordjylland oplever hver fjerde virksomhed mangel på arbejdskraft, mens det i Syddanmark er ca. hver ottende, viser tal fra Danmarks Statistik

Mangel på arbejdskraft begrænser produktionen. Sådan svarer virksomhederne, der repræsenterer 19 % af den samlede beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen, i Danmarks Statistiks nye konjunkturbarometer for juli. Det er en fordobling set i forhold til juli måned sidste år. Der er dog store regionale forskelle.
 
Tallene fra Danmarks Statistik bekræfter, at virksomhederne oplever en forskellig virkelighed, alt efter hvor i landet, de holder til. I Nordjylland oplever hver fjerde mangel på arbejdskraft, mens det i Syddanmark er ca. hver ottende, når man ser på virksomheder under 1000 ansatte i bygge- og anlægsbranchen.

Mangel på arbejdskraft skal tages meget alvorligt, lyder det fra Dansk Byggeri:

- Vi skal sikre os, at vi uddanner de rigtige, så vi ikke bremser potentiel vækst. I øjeblikket er det især projektledere, ingeniører og elektrikere, som virksomhederne leder efter, siger økonomisk konsulent Maria Schougaard Berntsen, Dansk Byggeri.

På landsplan vil der i 2025 mangle godt 60.000 faglærte, hvis det mønster, der tegner sig på arbejdsmarkedet de seneste 20 år, fortsætter. Alene i bygge- og anlægsbranchen vil der mangle 14.000 faglærte, hvis ikke der uddannes flere håndværkere fremadrettet.

- Hvis der bliver bred mangel på arbejdskraft inden for branchen, er det ikke kun et spørgsmål om, at man som parcelhusejer skal vente lidt længere på at få anlagt sin nye terrasse. Håndværkere er ofte ansat i andre brancher, og det vil få negativ betydning for hele økonomien, hvis den stærkt tiltrængte vækst bremses af arbejdskraftmangel, siger Maria Schougaard Berntsen og tilføjer:

- Det er et spørgsmål om rettidig omhu at få uddannet de faglærte, vi får brug for. Men der er også for mange danskere, der ikke er villige nok til at pendle efter et job. Her bør der stilles større krav til arbejdsløse om fleksibilitet.

I Danmarks Statistiks konjunkturbarometer angav virksomhederne svarende til 20 % af den samlede beskæftigelse i branchen desuden, at mangel på efterspørgsel var en begrænsning. Et niveau der har ligget stort set konstant hele det sidste år. Det er dermed en udfordring for hver femte at få ordrer nok i bogen.

- Også her er der store geografiske forskelle. I Midtjylland er der f.eks. langt færre, der mangler ordrer end i Sydjylland bl.a. pga. den store byudvikling i Århus, forklarer Maria Schougaard Berntsen.

Samlet set ender det sæsonkorrigerede sammensatte konjunkturbarometer for bygge- og anlægsbranchen på minus 9, hvilket er uændret i forhold til sidste måned men en mindre fremgang fra juli sidste år, hvor barometeret endte på minus 12.

-kj

28/7 2016