Stor grund i hjertet af Esbjerg kommer nu i offentligt udbud
Museumspladsen på Østergade 42 i den centrale del af Esbjerg har i mange år været en populær parkeringsplads for både esbjergenserne og byens gæster. Nu udbydes grundarealet på 11.831 m² med en estimeret byggeret på 13.500 m²
Esbjerg Kommune afholdt i 2020 i samarbejde med DSB Ejendomme en parallelkonkurrence, der bl.a. omfattede Museumspladsen i den centrale del af Esbjerg.
Vinderforslaget blev tegnet af Tegnestuen Vandkunsten og lægger op til en opdeling af den nuværende parkeringsplads med en ny park på den ene halvdel og en åben karrébebyggelse på den anden halvdel samt med en delvist nedgravet parkeringskælder.
- Bibliotekshaven på Museumspladsen rummer et spændende potentiale, som skal have en positivt afsmittende effekt på hele bydelen. Kvalitet bliver et nøgleelement i de løsninger, der skal kendetegne projektet.
- Det gælder lige fra boligerne til de parkeringspladser, som dagligt bliver benyttet af mange lokale så vel som gæster i byen, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).
Det nye projekt har fået navnet Bibliotekshaven og i forlængelse heraf Biblioteksparken, da parken ligger klos op ad Esbjerg Hovedbibliotek.
- Visionen for Bibliotekshaven og Biblioteksparken er at skabe bedst mulige rammer for byen med den bymæssige tænkning og arkitektoniske greb.
- For at sikre variation, skal karrébebyggelsen i sit udtryk være sammensat af bygningstypologier, der er kendt i byen, siger borgmesteren og tilføjer:
- Formålet med parken er, at den skal være multifunktionel og henvende sig til alle byens borgere med plads til ophold, leg og aktivitet, fordybelse og udeservering.
- Der skal stadig være mulighed for petanque i samme omfang som i dag og ellers bedre forhold f.eks. med overdækkede arealer og bedre siddepladser. De store gamle træer i parken bevares så vidt muligt, mens multibanen flyttes til anden lokation i byen.
De 11.831 m² med 13.500 m² byggeretsmeter udbydes i licitation og skal formidles af EDC Erhverv Poul Erik Bech i samspil mellem det lokale erhvervscenter, den lokale boligbutik og projektafdelingen i Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed.
- dc