LCA
scroll
Storstrømsentreprenør dømt for lønsvindel i stor skalaNæstformand i 3F's Byggegruppe, Palle Bisgaard

Storstrømsentreprenør dømt for lønsvindel i stor skala

Skandale efter skandale på byggeriet af den nye Storstrømsbro har ikke fået politikerne til at skride ind med de nødvendige sanktioner

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Skandalerne omkring løn- og arbejdsforhold på den nye Storstrømsbro har nærmest stået i kø. Svindel med timesedler ved at få arbejderne til at underskrive sedlerne uden indhold, og dertil er der eksempler på to sæt lønsedler for samme medarbejder, for samme periode, med forskelligt antal timer.

Desuden har medarbejdere arbejdet i Danmark i månedsvis uden at have et CPR-nummer. Det gør det muligt at skatteunddrage og undlade indbetaling af pension og social sikring

Efterlyser national stratregi
En ny afgørelse fastslår, at 160 italienske og rumænske brobyggere på den nye Storstrømsbro er blevet underbetalt for mindst 10 millioner kroner i årene 2021-2023. Det betyder, at den ’danske virksomhed’ PK & ECD, som har italienske ejere, skal betale regningen.

Men næstformand i 3F’s Byggegruppe, Palle Bisgaard, efterlyser en national strategi og handlingsplan imod social dumping og arbejdskriminalitet, som et vigtigt værktøj for at komme problemet til livs:

Arbejdsklausuler er bare ord på papir
- Politikerne bliver nødt til at se i øjnene, at problemet ikke bare er kommet for at blive, men også vokser særligt, hvor der er udenlandske hovedentreprenører. For dem er arbejdsklausuler bare ord på et papir. Det kræver indsatser både i forhold til offentlige udbud, styrkede kontroller, ID-kort og meget andet.

- Hvis politikerne mener det, når de siger, at der skal være danske løn- og arbejdsvilkår på offentlige byggerier – også dem med udenlandske hovedentreprenører, så må de komme i arbejdstøjet. Vi halter bagud i Danmark i forhold til eksempelvis Norge, hvor man strategisk arbejder med en handlingsplan på området. " siger Palle Bisgaard,som noterer, at skattekroner går til svindel og underbetaling.

Kontrolenhed fandt ikke fejl
Udover underbetalingen viser sagen, at de ansattes timesedler er blevet forfalsket. Data fra byggepladsens porte har været med til at bevise, at der blev arbejdet på dage, hvor der ingen timer var på timesedlerne.

Konsulent Michael Svenningsen, der har ført sagen for 3F’s Byggegruppe, er overbevist om, at man kun formår jo kun at afdække toppen af isbjerget, fordi virksomhederne gør alt, hvad de kan for at skjule, hvordan de i virkeligheden behandler deres udenlandske medarbejdere.

Det viser sig i øvrigt, at den nuværende indsats fra myndighederne langt fra er omfattende nok.

Ifølge Michael Svenningsen har statens kontrolenhed ikke fundet fejl i virksomhedens aflønning. Samme virksomhed som nu er blevet dømt i en klokkeklar afgørelse.

FAKTA
PK & ECD er underentreprenør til hovedentreprenøren Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV) på byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Hovedentreprenøren ejes blandt andet af det italienske Itinera, som også bygger Nyt Odense Universitets Hospital og Køge Sygehus, hvor der også er talrige skandaler om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.

Ny forskning fra Aalborg Universitet dokumenterer hvordan udenlandsk arbejdskraft konsekvent til det mest beskidte, det mest nedslidende og det farligste arbejde.

Rapporten anslår desuden, at kun hver femte arbejdsulykke blandt udenlandske arbejdstagere i byggebranchen anmeldes af arbejdsgiverne.

Derudover viser rapporten, hvordan migrantarbejdere er i et konstant afhængighedsforhold til deres arbejdsgiver, der gør at migrantarbejdere ikke tør sige fra overfor dårlige arbejdsvilkår grundet truslen om fyring og hjemsendelse.

 

10/4 2024