Stort domicil på vej til Esbjerg Brygge
Det Faglige Hus og Esbjerg Kommune er klar med en købsaftale, der baner vejen for et markant domicilbyggeri på 12 etager ved Esbjerg Brygge
Det Faglige Hus og Esbjerg Kommune har underskrevet en købsaftale, hvor virksomheden køber i alt 22.500 m2 for at realisere et ambitiøst domicilbyggeri på 12 etager med 22.000 m2 etageareal og et fireetagers parkeringshus. Derudover er der plads til at udvide med endnu en bygning på 4875 m2 etagemeter.
- Den oprindelige interesse har udviklet sig til et storslået projekt. I sig selv er projektet enestående, men i samspil med de nuværende bygninger skabes et flot og interessant facadeforløb langs Esbjerg Brygge, som visuelt spiller godt op til vandet og havneøen med de rekreative muligheder, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Allerede i 2017 købte Det Faglige Hus 12.500 m2 ved Esbjerg Brygge. I tre år har virksomheden haft køberet på yderligere 7500 m2, men arealet vokser til 10.000 m2 i den nuværende købsaftale.
- Ifølge vores oplysninger bygger vi et af de største sammenhængende domicilbyggeri i Sydjylland på en beliggenhed med en fantastisk udsigt og i et område, som i de næste år vil blomstre og blive en ny attraktiv bydel i Esbjerg. Det er vi selvfølgelig meget stolte af, og vi er glade for, at Esbjerg Kommune har bidraget til omsætte vores visioner til virkelighed, siger administrerende direktør for Det Faglige Hus, Brian Elsted Hansen.
Store p-arealer erstattes af p-hus
Aftalen indeholder også planer om et stort parkeringshus med 480 p-pladser, mens der etableres 380 p-pladser ved bygningen. P-huset bygges forskudt for domicilet og tæt på Molevej.
P-huset er resultatet af en konstruktiv dialog mellem Det Faglige Hus og Esbjerg Kommune, hvor ønsket om at etablere 860 parkeringspladser til brugerne af domicilbyggeriet blev til en ny plan centreret omkring et p-hus. Bygningen etableres af hensyn til helhedsindtrykket af området og udsigten fra Esbjerg Strand.
- Netop naboskabet med Esbjerg Strand har været vigtigt. Her udvikles et spændende rekreativt område, hvor der vil komme domicilbyggerier og hvem ved, om der måske på sigt også kan etableres boliger i området. Derfor har det været vigtigt, at der netop ikke laves massiv overfladeparkering, som på nogle tidspunkter af døgnet vil stå øde hen, siger Jesper Frost Rasmussen.
Om Esbjerg Brygge
Esbjerg Brygge er en del af Esbjerg Strand projektet, som udover et attraktivt byområde med lystbådehavn, rekreative maritime funktioner og grønne områder også rummer Esbjerg Brygge. Dette område har hele tiden været planlagt som et højprofileret erhvervsområde med mulighed for domicilbyggeri i tæt kontakt til hav og havn. IKun 15.500 m2 resterer nu af det samlede erhvervsområde. I dag har både Claus Sørensen Gruppen og Semco Maritime til huse på Esbjerg Brygge.
-kj