Stort potentiale i at gøre skurbyen grønnere
WSP har udarbejdet en livscyklusvurdering (LCA) af virksomheden Keycabs hybridmodul til skurvognsbyer. Analysen viser blandt andet et 80 % lavere energiforbrug end et tilsvarende standardmodul
Der er endnu ikke konkrete krav til at bringe klimaaftrykket fra byggepladsen og den tilknyttede skurby ned, men de er på vej, og der begynder at ske noget inden for området.
- Klimaaftrykket fra byggepladsen er allerede en del af den frivillige bæredygtighedsklasse, og i 2025 bliver bygningsreglementet opdateret, og der bliver det måske også inkluderet, siger Shivani Mutatkar, der er rådgiver i WSP og har udarbejdet livscyklusvurderingen.
Keycabs hybridmoduler er hovedsageligt bygget af træ, de kan genbruges og har en levetid på ca. 30 år. Hvis 20 moduler sættes sammen, så energitabet fra overfladen er mindst muligt, kommer aftrykket ned på 4,75 kg CO2/M2/år.
Det er væsentligt lavere end Bygningsreglementets grænse på 12 kg CO2/M2/år og også langt under den frivillige bæredygtighedsklasse på 8 kg CO2/M2/år. En af grundende til det lave energiforbrug er, at modulerne er forsynet med varmepumper.
- Med en LCA-analyse har vi nu papir på, hvor meget CO2-udledning man kan spare ved at vælge vores løsning.
- Vi ved, at der kommer krav inden for området, og nu er vi klar med et produkt, hvor effekten er dokumenteret, som den fremsynede og klimabevidste bygherre kan vælge, siger Lars Lindblad, der er direktør i Keycab.
Lars Lindblad fortæller også, at der ikke er sket det store inden for reglerne på området siden 1992, hvor der blev sat krav til isolering af skurvognsbyer, så han ser frem til, at der nu kommer noget nyt, der kan være med til at forbedre standarden.
- Vores hybridmodul koster naturligvis lidt mere end en standard-løsning, men man sparer til gengæld op til 80 % på energiforbruget, og den giver et godt arbejdsmiljø, hvor man kan etablere faste arbejdspladser over en længere periode og leve op til Arbejdstilsynets regler, siger Lars Lindblad.
I forlængelse af LCA-analysen har Keycab også fået undersøgt, hvordan hybridmodulet vil kunne indgå som en del af en DGNB-certificering.
- Det er ikke et krav, at byggepladsens klimaudledning inkluderes i DGNB-certificeringen, men det udelukker ikke, at man tager det med alligevel, for det vil kunne give et positivt bidrag, siger Lars Lindblad.
For Keycabs hybridmodul ligger den samlede score lige under 65 %, hvilket svarer til DGNB guld, og den miljømæssige kvalitet ligger på 95 %, hvilket svarer til DGNB platin.
-dc