Svanemærkede Kanalbyen i Fredericia slår dørene op til første indflyttere
AP Ejendomme har overdraget nøglerne til kommende beboere i Carolinelunden i Fredericia, hvor selskabets 72 første boliger nu er klar. Boligerne, der alle er svanemærkede, er opført af NRE Denmark. I alt opfører AP Ejendomme 143 boliger i området
I Carolinelunden i Fredericia har AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, fået afleveret de første 72 boliger af totalentreprenøren, NRE Denmark. Dermed er AP Ejendomme begyndt at overdrage nøglerne til de nye beboere, der kommer til at bo i et hjem, der er certificeret med Svanemærket.
I alt opfører AP Ejendomme 143 boliger i Carolinelund, hvor af den første halvdel nu er opført. Opførelsen startede i 2021.
Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er glad for, at de første boliger i Carolinelunden nu står klar, og udtrykker samtidig stor tilfredshed med NRE Denmarks arbejde.
- Vi er meget glade for, at vi nu kan overdrage nøglerne til de første beboere i Carolinelunden, som NRE Denmark har formået at opføre efter de visioner og ønsker, som vi og vores arkitekt Arkitema har haft for boligerne. NRE Denmark står også for opførelsen af de øvrige boliger, som vi opfører i Carolinelunden, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger Peter Olsson om boligerne, der er en del af Fredericias nye bydel, Kanalbyen.
Indtil videre er over halvdelen af de opførte boliger udlejet, og det er den adm. direktør i AP Ejendomme tilfreds med.
- Vi er ganske udmærket tilfredse med, at over halvdelen af de første lejemål allerede er udlejet i vores boliger i Carolinelunden. Det bekræfter os i, at det var den rigtige investeringsbeslutning, vi tog, da vi besluttede at opføre boligerne. Det er ofte sådan, at interesserede lejere gerne vil se, at der bor andre i området, og fysisk kunne se de færdige boliger. Derfor er vi ganske fortrøstningsfulde i forhold til, at de resterende boliger også bliver udlejet, fortæller Peter Olsson.
Totalentreprenøren NRE Denmark er også ganske tilfreds med at have afleveret de første 72 boliger i Carolinelunden til AP Ejendomme.
- Det er et spændende projekt, som AP Ejendomme opfører i Carolinelunden, og vi arbejder ufortrødent videre med afslutningen af den sidste halvdel af boligerne, siger Jonas Stamp, projektchef i NRE Denmark.
De i alt 143 lejeboliger i Carolinelunden er fordelt på 128 lejligheder, 10 rækkehuse og fem town houses i to etager. Boligerne er fordelt på to byggefelter.
-dc