Tegnestue blandt stærke vækstskabere
Til landsfinalen i EY Entrepreneur of the Year blev AART architects hædret som en af tre finalister i kategorien Growth DK
1603 vækstvirksomheder var i år med i opløbet til EY Entrepreneur of the Year. Foran 800 erhvervsledere fra hele landet blev de mange virksomheder til landsfinalen skåret ned til tre finalister i syv kategorier. Heriblandt kategorien Growth DK, hvor AART architects blev hædret som finalist for deres ambitiøse vækststrategi. En strategi, der allerede har skabt solide resultater på hjemmemarkedet i Danmark og det øvrige Norden, hvor AART architects i dag bidrager til udviklingen af mere end én million kvadratmeter.
- Vi er glade over at være finalist i en så prestigefuld vækstskaberkonkurrence som EY Entrepreneur of the Year. For det viser, at vi ved at stille endnu skarpere på den værdi, vi leverer vores kunder og samfundet i bred forstand, bidrager til at skabe vækst og udvikling, siger Torben Skovbjerg Larsen, der er CEO og stiftende partner i AART architects.
Han fortsætter:
- For skal arkitektur give mening, skal den i vores øjne ikke alene kunne mærkes. Den skal også kunne måles. Den skal skabe social effekt, som kan omsættes til en styrket bundlinje for vores kunder og for samfundet. Vi er derfor ikke alene drevet af at designe bygninger og byrum, men også at dokumentere effekten af dem. En tilgang til arkitektur, som vækker genklang langt ud over vores egen branche. Det er finalepladsen i EY Entrepreneur of the Year et godt eksempel.
I kategorien Growth DK sætter konkurrencejuryen fokus på de virksomheder, der på overbevisende vis har formået at levere, servicere og skabe arbejdspladser i Danmark. Finalisterne i kategorien skal have en klar vækststrategi samt vise vækstpræstationer på hjemmemarkedet, og AART architects måtte i år se sig slået af softwarevirksomheden Netcompany, der de seneste år har vist en imponerende vækst og gennemført en succesfuld børsnotering.
-kj