Tidligere politistation bliver til Gladsaxes nye sundheds- og beskæftigelseshusProjektdirektør Benny Frost Jensen, borgmester Trine Græse (S), Direktør for Nybyg Øst, Nordstern Claus Møller. Det nye sundheds- og beskæftigelseshus forventes færdigt i 2025.

Tidligere politistation bliver til Gladsaxes nye sundheds- og beskæftigelseshus

'Det betyder alverden' for Nordstern, der bliver totalentreprenør på opførelsen

Gladsaxe Kommune har netop indgået aftale med entreprenørselskabet Nordstern (tidligere CASA) om at opføre kommunens nye sundheds- og beskæftigelseshus. Det er sket ved en underskriftceremoni på Gladsaxe Rådhus, hvor både Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) og direktør for Nybyg Øst i Nordstern, Claus Møller, var til stede.

Det nye hus, som indrettes i den tidligere politistation på Fremtidsvej, skal sikre gladsaxeborgerne én samlet indgang til det kommunale sundheds- og beskæftigelsesområde. Udover sundheds- og beskæftigelseshuset kommer det nye byområde, som er døbt Buddinge Byport, også til at bestå af en kontorbygning og et seniorfællesskab med 35 boliger.

Trine Græse ser frem til samarbejdet med Nordstern og glæder sig over, at arbejdet nu for alvor kan begynde.

- Buddinge Byport er virkeliggørelsen af kommunens vision om at skabe en smuk, grøn og unik indgang til bydelen. Fremtidsvej har en fantastisk beliggenhed. Det er let at komme til og fra med cykel, bus, tog, bil og snart også med letbane. Og Buddinge Byport kommer til at åbne og tilføre nyt liv til det i dag så lukkede område, siger hun.

Sundhed, beskæftigelse, boliger og erhverv
Gladsaxe Kommune købte den tidligere politistation og retsbygning på Fremtidsvej 1 tilbage i 2017 og besluttede blandt andet at indrette et nyt sundhedshus- og beskæftigelseshus i en del af ejendommen. Et år senere vandt AART Architects en arkitektkonkurrence for den samlede ejendom under overskriften 'Buddinge Byport'.

I juni afleverede fire totalentreprenører deres tilbud på at bygge sundheds- og beskæftigelseshuset, og blandt de bydende valgte Gladsaxe Kommune Nordstern til at løse opgaven.

For Nordstern er det en stor mulighed for at sætte endnu mere præg på en bæredygtig bydel, entreprenør- og udviklingsvirksomheden allerede er godt knyttet til. Claus Møller fra Nordstern ser frem til at bygge sundheds- og beskæftigelseshuset, der ligger tæt på flere af virksomhedens andre projekter:

- Nordstern har en central afdeling på Vandtårnsvej, så vi har allerede et godt anker i lokalområdet, som vi gerne vil udbygge. Det betyder alverden for os at få lov at bygge det nye sundheds- og beskæftigelseshus, både på grund af den centrale placering og fordi det styrker vores samarbejde med Gladsaxe Kommune, siger han.

Buddinge Byport – Sundheds- og beskæftigelseshus Gladsaxe

Bygherre: Gladsaxe Kommune
Arkitekt: Henning Larsen Architects
Landskabsarkitekt: Danielsen Urban Landscape
Ingeniørrådgiver: Rambøll
Totalentreprenør: Nordstern
Byggeriet består af: 10.750 m2. nybyg + renovering, herudover er der et kælderareal på ca. 600 m2, taghaver på ca. 350 m2 og en parkeringskælder på 3.500 m2.
Byggeperiode: 2023-2025

-dc

11/10 2022