Tiltrængte millioner til bedre børnelejr

Tiltrængte millioner til bedre børnelejr

Børnelejren på Langeland, der afholder lejre for dårligt stillede og udsatte børn, har fået støtte til at renovere lejrens nedslidte ydre

Børnelejren på Langeland har de sidste 14 år været et lyspunkt for tusindvis af udsatte og dårligt stillede børn. Her har næsten 4000 børn og deres pædagoger nemlig nydt godt af finansierede lejrophold på den gamle bondegård, Søgård Hovedgård, langt fra dagligdagens små og store problemer. Og her har de fået et væld af gode oplevelser på Børnelejren, som er et fuldt finansieret tilbud til foreninger og institutioner.
 
- På Børnelejren arbejder vi frivilligt for at give udsatte børn et spændende afbræk fra hverdagen. Og takket være vore sponsorer, kan vi tilbyde opholdene på lejren vederlagsfrit for f.eks. institutioner og foreninger, der ofte er pressede på økonomien og de senere år har måttet spare den slags ophold væk, fortæller Dina Reece, der er formand for Foreningen Børnelejren på Langeland.
 
Men indtil nu har de fysiske rammer dog ikke været i top for de mange børn, der hvert år har glæde af lejren. Bygningerne er nemlig nedslidte, og selvom foreningen bag løbende har fået renoveret den gamle gård, har især den ydre del trængt til en kærlig hånd.
 
- Vi har i flere år arbejdet for, at alle de gamle bygninger skulle renoveres udvendigt. Men indtil nu har vi kun kunnet finde den fornødne støtte til mindre renoveringer. Det er der heldigvis lavet om på nu, takket være en generøs donation på 4,5 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til renovering af den såkaldte klimaskærm, forklarer Dina Reece.
 
Vigtig håndsrækning
Den tiltrængte håndsrækning fra Den A.P. Møllerske Støttefond betyder, at lejrens tage, facader, vinduer og porte nu kan få en tiltrængt renovering, og at lejren nu kan tilbyde endnu bedre rammer for de mange børn, der hvert år har glæde af et lejrophold på Langeland.
 
Og netop rammerne er vigtige for at give børnene et så godt ophold som muligt, fortæller Gitte Olesen, som er socialrådgiver på Skole og Behandlingshjemmet Skovgården, der igennem flere år har benyttet Børnelejrens tilbud.
 
- Det er en gave, at vores udsatte børn og forældre får mulighed for helt vederlagsfrit at få lov til at opleve og være i så gode og givtige rammer, hvor alle de forskellige behov kan imødekommes inden for samme areal. Børnelejrens mange muligheder i form af multihuset, musikrum, hoppeborg, legeplads, bålpladsen, swimmingpoolen og de fantastiske arealer, hvor vi kan spille alle former for boldspil og lege. Og jeg tror på, at en yderligere renovering vil gøre stedet endnu bedre, siger Gitte Olesen.

Håber på mere
For Dina Reece og resten af folkene bag Børnelejren er donationen fra Den A.P. Møllerske Støttefond opfyldelsen af en årelang drøm om at få bygningerne up to date.
 
- Vi kunne næsten ikke tro det, da vi på et møde fik overrakt brevet fra fonden. Det betyder, at vi nu kan renovere de bygninger, vi endnu ikke har haft mulighed for at sætte i stand, siger den glade formand.
 
Men træerne vokser dog ikke ind i himlen, og foreningen har brug for flere donationer, hvis Søgård skal blive helt, som foreningen og brugerne gerne vil have det. Blandt andet ønsker foreningen bag Børnelejren at etablere handicapvenlige rum i gårdens gamle kostald. Men det har ikke været muligt, før gårdens klimaskærm bliver sat i stand.
 
- Egentlig havde vi søgt A.P. Møllers Fonde om støtte til at etablere handicapboliger, men vi blev opfordret til at søge støtte til renovering af klimaskærmen i stedet, siger Dina Reece, der nu håber på, at foreningen kan få støtte til de sidste tiltrængte renoveringsprojekter på Børnelejren på Langeland.

-kj

12/8 2016