To kaptajner på Balder Danmarks skibChristina Holberg Fenger og Flemming Joseph Jensen har i syv år begge været en del af ledelsen i Balder Danmark.

To kaptajner på Balder Danmarks skib

Ejendomsselskabet Balder Danmark har styrket sin topledelse. Christina Holberg Fenger, der tidligere var vicedirektør, indtræder nu som delt administrerende direktør på lige fod med Flemming Joseph Jensen

Pr. 1. juni 2026 indtræder Christina Holberg Fenger som ny administrerende direktør i ejendomsselskabet Balder. Rollen deler hun med Flemming Joseph Jensen, der siden 2019 har været administrerende direktør.

Ændringen er en formalisering af det partnerskab, der allerede driver Balder Danmark.

- Jeg er enormt taknemmelig for tilliden, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med Flemming i et fælles lederskab, lyder det fra Christina Holberg Fenger.

Christina Holberg Fenger startede som ejendomschef i Balder i 2018. I efteråret 2021 tog hun en kort pause for at fokusere på et generationsskifte i sin familievirksomhed, men vendte tilbage i starten af 2022 i rollen som vicedirektør.

- Flemming og jeg har haft syv års fælles ledelse og har i samarbejdet været med til at bygge det Balder Danmark op, som vi kender i dag, siger hun.

Flemming Joseph Jensen supplerer:

- Vi har forskellige styrker, som får det hele til at hænge sammen. Christina har en baggrund inden for forvaltning, forretningsudvikling og kunder og jeg inden for transaktioner, økonomi, finansiering og projektudvikling. 

- Vi har et fælles øje for mennesker og Balder-hjertet, hvilket tilsammen skaber et solidt, bredt fundament at stå på. Det er en stor fornøjelse at indgå i en fælles direktion med Christina, og jeg ser frem til det videre, tætte samarbejde.

Dobbelt administrerende direktør-modellen er ikke ukendt i ejendomsbranchen. Det er en model, der kommer til sin ret, når to ledere med komplementære kompetencer vælger at dele ansvaret.

- For Balder er det et bevidst valg. Ikke et eksperiment, men en velafprøvet struktur, der matcher den måde, vi allerede arbejder på. Vi har praktiseret den i syv år, og vi ved, at den virker, lyder det fra Flemming Joseph Jensen.

Erik Selin, bestyrelsesformand for Fastighets AB Balder og Balder Danmark, tilføjer:

- Jeg og det øvrige ledelsesteam i Göteborg har altid haft et rigtig godt samarbejde med både Christina og Flemming. Det glæder mig, at vi har fundet en model, hvor de begge er administrerende direktører.

Ledergruppen i Balder ser nu således ud:

• Christina Holberg Fenger, delt administrerende direktør

• Flemming Joseph Jensen, delt administrerende direktør

• Jesper Bahn Damgaard, finans- og økonomichef

• Hannah Maria Østergaard, kunde- og markedsdirektør

-dc

1/6 2026