Toårigt huslejeloft på 4 % er en kendsgerning
Private udlejere, som anvender nettoprisindeksering, må ikke lade huslejen stige mere end 4 procent de kommende to år. Det sikrer en ny politisk aftale. Aftalen giver ro for landets lejere. EjendomDanmark er bekymret
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om en aftale om et huslejeloft på 4 % årligt. Loftet skal gælde de næste to år.
Huslejeloftet er blevet besluttet for at skabe ro for landets lejere i en tid, hvor inflationen i juli blev opgjort til 8,8 %.
Der er tale om et indgreb, som gælder både eksisterende lejekontrakter og fremtidige lejekontrakter. Det vil også gælde de huslejer, der er sat op i løbet af de seneste måneder. Deres huslejer vil blive sat ned typisk tre måneder (svarende til lejers opsigelsesvarsel) efter indgrebet træder i kraft.
- For regeringen har det været afgørende at passe på de danske lejere. De skal ikke gå fra hus og hjem på grund af den voldsomme inflation, vi oplever lige nu. Derfor glæder jeg mig over, at vi har kunnet indgå denne aftale om et huslejeloft på 4 %. Det skaber tryghed og ro for lejerne, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).
Op mod 160.000 lejere står til at blive ramt af meget store huslejestigninger, vurderer Indenrigs- og Boligministeriet. Hvis en udlejer har hævet lejen, inden indgrebet træder i kraft, så skal der gå typisk tre måneder, svarende til lejers varsel for opsigelse, inden indgrebet får virkning for huslejestigningen. Meddeler udlejer først huslejestigningen, efter at indgrebet træder i kraft, gælder loftet med det samme.
Det vil være muligt for udlejere at hæve lejen over 4 %, hvis udlejer kan dokumentere højere driftsudgifter ift. året før, og huslejestigningen på 4 % ikke kan dække dette.
Ikke nok klarhed om afledte effekter
EjendomDanmark, der repræsenterer de danske udlejere, ejere og administratorer, ser med stor skepsis på aftalen:
- Vi er meget bekymrede for aftalens indhold. Ikke alene grundet dens natur, hvor der gribes ind i allerede indgåede aftaler, men også fordi den indeholder alt for meget uvished og uklarhed, siger adm. direktør Peter Stenholm, EjendomDanmark.
- Lige nu er der et samfundsproblem med høj inflation, og det skal håndteres, så alle – både lejere og udlejere – kommer sikkert ud på den anden side. Det bekymrer mig, at der indgås så indgribende aftaler, uden der er helt klarhed om de potentielt store afledte effekter, siger Peter Stenholm.
Mangel på inddragelse
Samtidig ærgrer det EjendomDanmark, at politikerne har hastet processen så meget igennem, at der ikke har været tid til at lytte til parterne:
- Branchen har selv søgt løsninger, og vi har i spillet ind med fakta, hvor vi har været inviteret. Desværre har man ikke taget parterne ind til selve forhandlingerne, siger Peter Stenholm og fortsætter:
- Flere udlejere har på eget initiativ fundet lokale løsninger. For ingen udlejere har interesse i at miste deres lejere. Tværtimod.
-dc