Trafikkaos truer i trafikknudepunkt mellem Lyngby og Gentofte
Gentofte Kommune og Vejdirektoratet skal i gang med omfattende vejarbejder i det trafikale knudepunkt, hvor Motorring 3, Lyngbyvej og Lyngby Omfartsvej møder hinanden
Af Dan Bjerring
Det bliver ikke helt nemt at være trafikant i den nordlige del af Gentofte ved Kongens Lyngby – nærmere bestemt omkring de store indfaldsveje til København.
Det skyldes, at både Vejdirektoratet og Gentofte Kommune gennemfører flere reparations- og vedligeholdelsesprojekter, og det bliver ikke ligefrem sjovt for de trafikanter, som dagligt pendler gennem det trafikale knudepunkt omkring Motorring 3, Lyngbyvej og Lyngby Omfartsvej:
- Vores vejarbejder kommer til at påvirke både pendlertrafikken og lokaltrafikken i området,” siger Peter Wraae, der er projektleder i Vejdirektoratet.
Større reparation af broer
Vejdirektoratet skal renovere broerne, som fører Lyngby Omfartsvej og Lyngbyvej over Motorring 3. Broerne skal gennemgå en større reparation for at forlænge deres levetid.
Arbejdet går i gang i begyndelsen af april og varer frem til udgangen af oktober 2024. Broerne over Motorring 3 skal have udskiftet brobelægningen helt ned til betonen. Både fugtmembran og asfalt skal udskiftes, men der opretholdes ét kørespor i hver retning.
Arbejdet vil uundgåeligt skabe kraftige trafikale problemer, blandt andet fordi tilkørslen fra Lyngbyvej mod nord til Lyngby Omfartsvej bliver spærret fra midten af april til september.
Omkørsel af lokal gade
Der bliver i stedet omkørsel via Lyngbyvej (lokalgaden) og Lyngby Hovedgade. Og så indføres der hastighedsbegrænsning på 50 km/t.
Brorenoveringerne er nødvendige for at sikre, at broerne kan holde mange år frem. Samtidig benytter Vejdirektoratet lejligheden til at få øget kapaciteten på stedet, så det bliver nemmere at være trafikant i knudepunktet, når vejarbejdet er overstået.
Lysregulering
Vejdirektoratet etablerer lysregulering ved Ørnegårdsvej i løbet af foråret, som skal forbedre adgangen fra Ørnegårdsvej til Lyngby Omfartsvej.
Desuden udvides frakørselsrampen med et ekstra spor fra Lyngby Omfartsvej til Lyngbyvej mod Vintapperrampen efter sommerferien.
600 meter autoværn
Samtidig med Vejdirektoratets arbejde skal Gentofte Kommune sætte 600 meter nyt autoværn op i midterrabatten på Lyngby Omfartsvej.
I dag er der et betonautoværn på en del af strækningen, og det bliver udskiftet til et stålautoværn, som på den øvrige del af vejen.
Gentofte Kommune går i gang med de første undersøgelser og afmontering af toppen af autoværnet i midten af marts og forventer at være færdige i begyndelsen af august. Sideløbende renoveres vejafvandingen og vejbelysningen.
Til slut lægges nyt slidlag og afmærkning på en cirka 1100 meter lang strækning. I det sydgående spor går arbejdet i gang i juli og i det nordgående spor i september.
Slidlagsarbejdet afsluttes i løbet af oktober.