Transportministeren: Svenske ønsker om ny Øresundsforbindelse er ikke realistiske

Transportministeren: Svenske ønsker om ny Øresundsforbindelse er ikke realistiske

Ifølge News Øresund vil den svenske regering undersøge flere muligheder for endnu en fast forbindelse over Øresund.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der var megen diskussion, da den nuværende Øresundsbro blev anlagt, fordi mange mente, at den skulle anlægges mellem Helsingør og Helsingborg.

Siden har diskussionen jævnligt været taget op, og ikke mindst fra svensk side har der været spekuleret i en HH-forbindelse i form af en tunnel.

Nu er den svenske regering igen på banen med ønsket om at undersøge ikke bare en HH-forbindelse, men også Europasporet – en jernbanetunnel mellem Landskrona og København – og en Øresundsmetro.

Men ifølge et svar til Kristian Pihl Lorentzen (V) fra transportminister Trine Bramsen kan svenskerne godt skyde en hvid pil efter dansk medfinansiering af en sådan analyse.

Kan ikke brugerfinansieres
Kristian Pihl Lorentzen havde bedt ministeren kommentere udtalelserne fra den svenske transportminister, Tomas Eneroth, i News Øresund om det svenske ønske, og Trine Bramsen oplyser, at hun ’noterer sig, at den svenske regering har fremlagt en ny national infrastrukturplan for 2022-2033, hvor det fremgår, at den svenske regering ønsker at udrede kapacitet og redundans for transport over Øresund:

- Heri indgår også en fast forbindelse Helsingborg-Helsingør. Der er tidligere gennemført en indledende strategisk analyse af en eventuel fast HH-forbindelse. Analysen viste, at den skitserede kombinerede vej- og baneforbindelse – i modsætning til en ren vejforbindelse – ikke umiddelbart kan brugerfinansieres, oplyser hun.

Åben for diskussioner
Med hensyn til jernbaneforbindelsen var den i analysen forudsat alene at være til persontog:

- Jeg bemærker i forlængelse heraf, at såfremt en fast HH-forbindelse skal skabe redundans for banegodstrafikken, vil det indebære, at godstog enten skal føres via Kystbanen eller, at der etableres en helt ny jernbanekorridor gennem Nordsjælland. Idéen om Europasporet vil indebære en jernbanetunnel fra Landskrona på tværs af Øresund og ind under Københavns centrum. Jeg vurderer ikke, at de nævnte løsninger er realistiske at gennemføre, men jeg er altid åben over for at diskutere mulige forbedringer af den trafikale infrastruktur i Øresundsregionen, svarer transportminister Trine Bramsen

3/7 2022