Tudetosset at frasortere seniorerBeskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (Foto: Keld Navntoft)

Tudetosset at frasortere seniorer

Fra 1. juli er det ulovligt at forlange angivelse af alder i jobansøgninger.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Et bredt politisk flertal i Folketinget har vedtaget, at det fra den 1. juli gælder, at alder ikke længere skal fremgå, når man søger job.

Den nye lov skal være med til at forhindre, at virksomheder fravælger ledige seniorer på grund af alder, når de søger job, selv om diskrimination af jobansøgere på baggrund af alder allerede i dag er ulovligt. Alligevel oplever mange ledige seniorer, at de bliver valgt fra på grund af fødselsdatoen, når virksomhederne foretager den første screening af jobansøgninger.

Stærk arbejdskraft
Med lovforslaget bliver der fra 1. april også igangsat et forsøg med jobrettet indsats til unge, og der bliver indført en ny sanktion for jobparate ledige, der ikke søger job en hel kalendermåned.

- Vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå, at seniorer føler sig diskrimineret og oplever at blive valgt fra udelukkende på grund af deres alder. Det er ikke bare ulovligt, det er også tudetosset i en situation, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft. Seniorer er ofte en meget stærk arbejdsressource, som har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Er ikke nok
Han erkender dog, at det nye forbud ikke gør det alene, men at det er med til at sende et stærkt signal:

- Med lovgivningen vil vi undgå, at arbejdsgiverne frasorterer i bunken af ansøgninger blot ved et kig på fødselsdatoen, inden den er læst, og man rent faktisk har taget stilling til ansøgerens kompetencer. Jeg afviser ikke, at der kommer flere tiltag. Jeg har møder med virksomheder, organisationer og partier for at høre, om der er andre gode idéer til, hvordan vi undgår diskrimination af seniorer på arbejdsmarkedet, slutter beskæftigelsesministeren.

25/3 2022