Tunnelprojekter i Københavns undergrund
To komplicerede skybrudsprojekter skal afhjælpe de fremtidige større regnmængder
HOFOR og Frederiksberg Kloak er bygherrer på nye projekter om at konstruere to skybrudstunneler i Københavns undergrund. Tunnelerne vil koste omkring 300 mio. kr. hver at konstruere, og hovedformålet er at ruste byen til sjældne hændelser med ekstremregn. Samtidig vil de to tunneler også blive brugt som klimatilpasning til at håndtere øgede mængder hverdagsregn.
De to tunneler bliver op til tre meter i diameter og skal bores i en dybde fra 12-20 meter under havets overflade. Den ene, Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, skal strække sig over 1360 meter fra under Codanhus på Frederiksberg, under Kødbyen og til sit udløb på Kalvebod Brygge. Den anden, Valby Skybrudstunnel, vil løbe fra det nye Grønttorv til den gamle gastårnsgrund, som HOFOR har i Valbyparken - en strækning på 1500 meter.
- Vi regner med, at det i fremtiden vil komme til at regne 30 % mere. Derfor bliver der brug for at afkoble 30 % af overfladevandet, der falder på gader og stræder. I stedet for at udvide kloakkernes kapacitet tænker vi anderledes og leder vandet ned i skybrudstunneler, siger Lene Nørgård Rasmussen, som er HOFOR's projektleder for begge skybrudstunneler.
Internationalt rådgiverhold
Særligt Kalvebod Brygge Skybrudstunnel bliver en særdeles krævende anlægsteknisk opgave, fortæller Lene Nørgård Rasmussen.
- På Kalvebod Brygge Skybrudstunnel får vi nogle meget svære, tekniske udfordringer. Under Halmtorvet og Kødbyen skal vi krydse den nye metro cityring samtidig med, at vi på det sted er oppe over de stabile kalklag i undergrunden. Der er ikke meget plads. Vi skal arbejde i forurenet jord under Kødbyens bygninger, og samtidig skal vi genere byen mindst muligt, siger hun.
Til opgaven er der samlet danske og internationale kompetencer og partnere i et særdeles stærkt hold. HOFOR og Frederiksberg Kloak har hyret rådgiveren Niras, som til opgaven har sammensat et internationalt rådgiverhold, hvor eksperter fra danske GEO og tunnelspecialister fra Tyskland og England sammen med Niras skal løfte det komplicerede projekt.
-kj