Tysk producent vil erobre det danske marked
Tyske Düna vil levere befæstelse til isolering til det danske marked i eget navn. Til formålet har Düna ansat en nordisk salgschef i Danmark
Hidtil har den tyske befæstelsesproducent, Düna, opereret i skyggerne på det danske marked. En del af firmaets produkter sælges i Norden mest som underbrand til andre mærker, men nu vil Düna stå fuldstændig på egne ben og være et selvstændigt navn, kvalitet og service, man kender i branchen.
I Tyskland er Düna, indenfor nogle produktkategorier, ligeværdig med store navne som Fischer, og marketingdirektør Lena Witthaut forventer, at firmaet i løbet af ret kort tid kan bide sig fast i den danske byggebranche.
- Düna er fuldt ud stor nok til at agere på det danske marked i egen ret. Vores portefølje passer godt ind på det danske marked. Danmark er meget langt fremme, når det gælder energirenovering og grønt byggeri. Det er et sted, hvor vi både kan bidrage, og hvor det også er vigtigt for os at følge med udviklingen. Vi er dedikerede til hele tiden at udvikle os indenfor miljøledelse. Dünas produkter er 99 % fremstillet her i Sauerland, ligesom de fleste råmaterialer stammer fra regionen eller i det mindste fra Europa, siger hun.
Fleksible og serviceorienterede
Foruden at være Dünas marketingdirektør er Lena Witthaut ejerleder sammen med sin søster, Tanja Bremkes, der er administrerende direktør i selskabet. De to søstre er vokset op på virksomheden, de har leget med produkterne som børn, og de har et familiært forhold til de fleste ansatte.
Så selvom Düna har kurs mod ekspansion og vækst, er ledelsen fast besluttet på, at de stadig vil være ejere af en dynamisk virksomhed med korte beslutningsgange.
- Nu, hvor vi har lært Danmark lidt at kende, kan vi se, at vores ledelsesstil minder om den danske. Vores hierarki er fladt, og vi er totalt ukomplicerede. Det betyder, at vi kan være mere fleksible og serviceorienterede, så vores kunder føler, de er tæt på os. Og vi kan omstille vores produktion lynhurtigt, så man kan bestille partier af dybler, der er grønne eller pink – eller hvad nu vores kunder kan finde på at bede os om, siger Tanja Bremkes.
Vil lære af det danske marked
Danske Kim Mejdahl Madsen er blevet ansat som nordisk salgschef, og hans vigtigste opgave bliver at introducere de tyske Düna-produkter for danske byggevirksomheder.
- Jeg glæder mig til at rådgive omkring de produkter, Düna Nordic leverer. Det er produkter, der er velafprøvede og kan spare flere arbejdsgange for håndværkeren. Jeg skal introducere et ’nyt’ firma, men vi kan snildt spille op med de mere etablerede og kendte varemærker, siger Kim Mejdahl Madsen, der har en fortid hos befæstelsesproducenter som Strong-Tie og Würth. Senest har han været hos den tyske leverandør af vindueselementer, Schüco, og før det fra østrigske Tyrolit.
- DÜNA Nordic er et anderledes firma på en anderledes pionérrejse. Produkterne er ægte tysk kvalitet, der har stået deres prøve. Men tilgangen er en anden, end jeg er vant til fra andre tyske virksomheder. Her er en ægte tro på, at man skal tilpasse sig, og at man kan lære af de markeder, man er på vej ind i, siger han.
Düna Nordic åbnede sin danske afdeling i Herning den 1. april 2021.
-dc