
Underbetaling koster litauisk byggefirma millionbod
Ingen pension, weekendtillæg eller overarbejdsbetaling. Usikre boligforhold og en komplet mangel på vilje til forhandlinger eller indlevere dokumentation
Af Dan Bjerring
Listen af synder for et litauisk byggefirma på en byggeplads i Holbæk er lang. Og det resulterede ifølge FH for nylig i, at firmaet blev idømt en bod på hele én million kroner af Arbejdsretten
Sagen drejer sig om 14 uorganiserede litauere, der har udført murerarbejde på et byggeri af rækkehuse i Holbæk.
Kunne ikke dokumentere lønudbetalinger
Sagen begyndte i september 2023, da 3F bad om at se ansættelsesbeviser, lønsedler og anden dokumentation for, at de ansatte havde modtaget den korrekte løn og pension. Altså at overenskomsten var overholdt.
Men virksomheden kunne ikke dokumentere udbetalingen af pengene. De sendte blot ansættelsesbeviser, som ikke i sig selv kunne bevise, at korrekt løn er udbetalt.
Til gengæld kunne 3F på et møde i marts 2024 dokumentere, at de ansatte kun havde fået 50 kroner i timen.
Blev væk fra møde
Derfor blev der fremsat erstatningskrav, medmindre virksomheden kunne dokumentere noget andet indenfor 72 timer.
Det skete ikke, og på et efterfølgende møde i april dukkede virksomheden ikke op.
Fordi modparten hverken deltog eller sendte dokumentation i forhandlinger eller i selve Arbejdsretten, fik 3F medhold på alle punkter.
Arbejdsretten lagde vægt på, at virksomheden havde haft gentagne muligheder for at dokumentere, at den rigtige løn rent faktisk var udbetalt uden at levere.
Logi under niveau
3F havde også forlangt dokumentation for, at de ansatte var blevet stillet boligforhold til rådighed, som lever op til reglerne i overenskomsten, men heller ikke dette blev imødekommet.
Derfor vurderede Arbejdsretten også, at de 14 litaueres logi kan have været under niveau.
De mange brud på overenskomsten udløste en samlet bod på én million kroner, som virksomheden skal betale til 3F.