Undgå de klassiske byggefejl, der gør byggeriet af drømmehuset til et mareridt

Undgå de klassiske byggefejl, der gør byggeriet af drømmehuset til et mareridt

Efteråret er højsæson for boligprojekter og dermed også de dyre byggefejl

Rundt omkring i landet sætter danskerne i disse måneder gang i tilbygninger, renoveringer og nybyggerier i stor stil. Med de rette forholdsregler er det muligt at undgå store ekstraregninger og masser af frustrationer.

Byggeboom i hovedstaden
Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2016 i Region Hovedstaden registreret hele 791 nybyggerier. Det er en stigning på 24 procent i forhold til året før og tendensen fortsætter i 2017.

Men hvis man som boligejer ikke passer på, kan de gode intentioner hurtigt blive til overskredne budgetter og søvnløse nætter.

Skriv alt ned
Det er ofte de samme fejltagelser, der begås, når danskerne bygger nyt eller bygger ud, fortæller afdelingschef ved Byggesagkyndig.nu, Morten K. Mathiasen. Han har set uhyggelig mange skæve gulve, sætningsskader og badeværelser uden fald til afløbet. Fælles for mange af fejlene er, at de kunne være undgået med en mere omhyggelig planlægning.

- Foreligger der ikke noget på skrift og heller ikke faste, detaljerede byggeplaner, kan boligejer risikere at stå dårligt og uden krav på udbedring eller erstatning, hvis det færdige byggeri ikke lever op til de forestillinger, man havde, siger Morten K. Mathiasen.

Han anbefaler professionel hjælp til planlægningen, en løsning, der i sidste ende kan blive billigere.

- Det øger sandsynligheden for, at resultatet bliver, som man ønsker det. Vælger man f. eks. en arkitekt, ved vedkommende, hvad der kan lade sig gøre i praksis og kender alle faldgruberne i forhold til at hyre håndværkere. Ud over at de sikrer en god proces og et bedre slutresultat, har deres kreative indgangsvinkel også en kæmpe værdi. Jeg har eksempelvis ofte oplevet, at folks boligønsker kunne realiseres med langt mindre omfattende initiativer, end boligejeren troede, blot ved at få en arkitekt indover.

Professionel hjælp giver ofte lavere slutpris
Hos Danske BoligArkitekter, der er en sammenslutning af arkitektvirksomheder med speciale i privat boligbyggeri, mærker man efterspørgslen på rådgivning. Herfra lyder rådet at få udarbejdet grundige byggeplaner og lade arkitekten følge projektet til dørs, for at forebygge byggesjusk og økonomiske øretæver.

- Det er hul i hovedet at lave større om- eller tilbygninger uden et ordentligt og gennemarbejdet projektmateriale. Prisen kan stikke fuldstændig af, for håndværkerne ender groft sagt med at bygge ud fra deres egen fantasi og forestillingen om, hvad kunden gerne vil have. Det er desuden svært at sammenligne priser fra håndværkere, da prisen jo afhænger af håndværkerens fortolkning af opgaven. Håndværker A forstår måske opgaven på en anden måde end håndværker B, forklarer Pernille Hjorth, sekretariatsleder og arkitekt MAA hos Danske BoligArkitekter.

Klassiske fejl, når danskerne bygger

GØR DET SELV-FEJL
Utæt dampspærre
Selv de professionelle har svært ved at gøre det rigtigt, og en forkert monteret dampspærre kan give alvorlige fugtskader som råd, svamp og skimmelsvamp.
Ulovlige til- eller ombygninger
En del projekter kræver byggetilladelser, som ikke alle tænker på at indhente.
Carporte
Lægges ofte for tæt på skel.
Forkert ventilation
Private har ofte ikke styr på, hvilke konstruktioner, der kræver etablering af ventilation. Manglende ventilation resulterer i fugtskader, mens unødig ventilation omvendt giver trækgener.

HÅNDVÆRKERFEJL

Forkert fald på gulv i badeværelser
Det er helt basalt, men ses virkelig ofte, bl. a. fordi mange håndværkere ikke har styr på regler og krav til udførelse af vådrum. Gulvet mangler typisk fald, og der er ikke styr på gulvafløb. Ofte mangler der også ventilation i rummet.

Dampspærren
En tæt dampspærre er nødvendig for at undgå fugt og skimmelsvamp. Ofte er den ikke lavet korrekt og derfor utæt. Nogle gange har tømreren lavet den rigtig fint, hvorefter de øvrige håndværkere ødelægger den f. eks. elektrikeren, når der monterer stikkontakter.

Malerarbejde
Slutfinishen på malede overflader er et af de helt store stridspunkter mellem bygherre og håndværker. Billig maling og malerarbejde, der hastes igennem til sidst i et tidspresset byggeri, kan resultere i virkelig dårlig finish.

Kilde: www.byggesagkyndig.nu

 BYGGEFÆLDERNE KAN UNDGÅS

• Sæt aldrig håndværkerne i gang med arbejdet, før der er lavet skriftlige aftaler om pris og omfang. Hvad skal håndværkeren levere, i hvilken kvalitet, til hvilken pris og hvornår? Som udgangspunkt skal håndværkeren levere præcis det, der er beskrevet i projektmaterialet.

•  Undgå at lave om på byggeplanerne undervejs, heller ikke hvis nye ideer dukker op, efter håndværkerne er gået i gang.

• Vend aldrig ryggen til byggepladsen. Selv det bedste og mest præcise projektmateriale er ingen garanti mod byggesjusk. Før løbende tilsyn med håndværkerne, eller overlad ansvaret til din rådgiver/arkitekt.

• Lad aldrig håndværkerne bygge efter spontane ideer eller hjemmelavede skitser. Send ideerne en tur omkring tegnebordet hos en arkitekt, så det er detaljerede tegninger og beskrivelser af byggeprojektet, der ligger til grund for udførelsen. Det mindsker risikoen for misforståelser.

Kilde: www.danskeboligarkitekter.dk

- eca


14/9 2017