Unfair konkurrence koster dyrtAfdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, anbefaler en officiel undersøgelse af offentlige selskabers konkurrenceforhold.

Unfair konkurrence koster dyrt

Håndværksrådet mener, at regeringen bør lytte til Konkurrencerådets anbefalinger om at undersøge den offentlige konkurrence på de kommercielle markeder

Mange virksomheder oplever unfair konkurrence fra det offentlige, når staten eller kommunerne konkurrerer på markeder, hvor der også er private virksomheder.

Håndværksrådet bakker derfor op om de anbefalinger, som Konkurrencerådet præsenterer i en ny rapport, der undersøger den offentlige konkurrence på kommercielle markeder.

- Der er brug for klarere regler og kriterier for, hvordan konkurrencen mellem det offentlige og de private skal foregå. Vores medlemsvirksomheder oplever ofte, at de i konkurrencen med især kommunerne støder på priser og tilbud, som er helt ude i skoven, fordi kommunerne ikke bruger samme regnskabspraksis som private og derfor ikke medregner de samme omkostninger, undlader at indregne fortjeneste samt krydssubsidierer, siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.

Kritisable kontrolbud
Han peger bl.a. på eksempler inden for ”frit-valgs” området og på det grønne område, hvor der har været flere tilfælde med stærkt kritisable kontrolbud fra kommunerne.

- Man skal huske, at den unfair konkurrence koster dyrt for de private virksomheder, og den kan i sidste ende true dem på deres eksistens. Der bruges således enorme summer på at udregne tilbud.

- Det er penge og ressourcer som er spildt, hvis kommunen ikke konkurrerer på lige vilkår. Og inden for frit-valgs området har vi også set, at kommunerne benytter lejligheden til at presse priserne helt urimeligt langt ned med den konsekvens, at stibevis af plejevirksomheder er gået konkurs i de seneste år, siger Frank Korsholm

Fair og rimelig
Konkurrencerådet anbefaler, at et kommende udvalg blandt andet skal inddrage hensynet til de samfundsmæssige gevinster, herunder hensyn til adgang til unik viden eller samproduktionsfordele, som statslige aktører kan have.

Desuden skal udvalget inddrage den potentielle skadevirkning offentlige aktørers adgang til kommercielle markeder kan have i form af konkurrenceforvridning, herunder at risikoen for at offentlige aktørers samproduktionsfordele kan skabe unødvendige offentlige monopoler.

- Regeringen bør lytte Rådets anbefalinger. Der er således sket utrolig meget i de seneste år, og der er ingen tvivl om, at der kan hentes meget store samfundsgevinster ved at åbne konkurrencen endnu mere op med private virksomheder. Men forudsætningen er, at det sker på fair og rimelige betingelser, ellers ender det med et stort samfundsspild i stedet, siger Frank Korsholm

-cmn

26/5 2016