Valsetog på stor stabiliseringsopgaveTre mand på rekordstor opgave i Taulov. Fra venstre ses direktør Christian Nielsen fra Sitech, til højre Ole Sørensen og inde i førerhuset, maskinfører Kaj Lorenzen fra Henning Have.

Valsetog på stor stabiliseringsopgave

Fredericia Shipping er ved at få anlagt containerplads på 80.000 m2. Fundamentet skal kunne klare akseltryk på 100 tons. Entreprenøren har et valsetog med GPS til at sikre underlagets komprimering

Et areal på otte hektar ved Kongens Kvarter i Taulov er lige nu ved at blive omdannet til en moderne transportterminal.

Bygherren er Fredericia Shipping, som har bestilt en ny jernbane- og containerterminal. Entreprenøren er Henning Have A/S, Vejen, som er i gang med sin største ordre nogensinde.

En del af projektet går ud på at anlægge en plads på 80.000 kvadratmeter, som skal kunne klare et akseltryk på 100 tons, når de store, mobile containerkraner løftet rundt på de tunge stålkasser. Det kræver den optimale opbygning af de tre materialeunderlag, som SF-fliserne til sidst skal lægges på. 

Komprimeres i lag
Først er det oprindelige 60 cm tykke råjordlag, som indeholder en del ler, blevet stabiliseret med kalk og cement. Herefter er der kørt 30 cm sand på. Endelig er der lige nu ved at blive kørt 65 cm stabilgrus på, hvoraf de 55 cm bliver cementstabiliseret, og det er dette lag, der kræver nøjagtig komprimering.

Det er også en opgave, der kræver vand. For at få cementen til at reagere bliver der med tankvogn tilsat 400 kubikmeter vand pr. hektar. Vandet bliver ikke sprøjtet på, men nedfældet direkte i jorden via et slangesystem, hvorefter en den våde cement og stabilgruset bliver fræset godt og grundigt igennem ved hjælp af en traktor.

Og det er i forbindelse med komprimeringsopgaven af det tredje lag, at det 16 tons tunge Hamm-valsetog kommer ind i billedet.

Maskinen er udstyret med Trimble GCS900 tromlesystem, som Sitech A/S fra Horsens har leveret til underentreprenøren SR-Gruppen, Vorbasse, der varetager den omfattende stabiliseringsopgave. Tromlesystemet med GPS blev købt hjem til dette projekt i Taulov.

Styr på kvaliteten
Formand Ole Sørensen fra SR-Gruppen vurderer, at selve komprimeringen nok er den samme, om der er GPS på valtetoget eller ej.

-Den store forskel er, at nu ved vi, hvor mange gange vi har tromlet den enkelte kvadratmeter. Nu er vi 100 procent sikre på, at underlaget er komprimeret omhyggeligt og grundigt jævnfør bygherrens krav, siger han.

Det tunge valsetog med GPS udfører sit arbejde med en hastighed på kun et par km i timen for netop at undgå helligdage i komprimeringsarbejdet. 

- GPS’en giver os ganske enkelt sikkerhed for kvaliteten af vores komprimering. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at dette valsetog er det vigtigste køretøj på hele pladsen, tilføjer Ole Sørensen.

-cmn


Med en hastighed på en til to kilometer i timen og ved hjælp af GPS tromler Kaj Lorenzen det 80.000 kvadratmeter store areal meter for meter. (Foto: Sitech)

27/9 2016