Varmepumpeindustrien efterlyser mindre fokus på fjernvarme
Overalt i Danmark er der stigende fokus på at sikre boliger og virksomheder fjernvarme som et fremtidigt stabilt energisystem. Det rammer varmepumpeindustrien
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Varmepumpeindustrien opfordrer i en skrivelse til Folketinget og klimaminister Lars Aagaard til at ’sætte ekstra fokus på de anvendelsesområder, hvor varmepumpeteknologien kan bidrage til at opfylde Danmarks klimamålsætning’:
Varmepumpeindustrien foreslår blandt andet at kommunernes varmeplanlægningsopgave udvides til også at omfatte varmepumpeteknologien, og der henvises til Klimarådets seneste delrapport:
- Fra gas til grøn varme – En hensigtsmæssig omstilling fra naturgas til fjernvarme og individuelle varmepumper…
Konstruktiv samtænkning
Varmepumpeindustrien mener, at såvel udbredelsen af varmepumper som udvikling af mere grøn fjernvarme kan bidrage til den grønne omstilling:
- Det kan bidrage til en konstruktiv samtænkning af varmepumpeteknologien og fjernvarmen. En målrettet udnyttelse af den eksisterende varmepumpeteknologi – i individuel opvarmning, i fjernvarmen og ved udnyttelse af overskudsvarme fra virksomheder, datacentre og institutioner, mener vi kan gøre klimamålsætningen langt mere realistisk, lyder budskabet.
670.000 fjernvarmebreve
Der henvises videre til, at der en fremskyndet kommunal planlægning for at konvertere de naturgasforsynede områder til grøn varme inden udgangen af 2022.
Kommunerne har sendt 670.000 fjernvarmebreve ud, og over 200.000 ejendomsejere får tilbudt fjernvarme:
- Mange kan derimod ikke forvente fjernvarme, og der er også stor usikkerhed om tidspunktet for, hvornår fjernvarmen reelt kommer hos de fleste. Samtidig er flere projekter sat i bero, da der er skabt stor usikkerhed om budgetterne kan holde i virkelighedens verden, mener Varmepumpeindustrien.
Rette varme på rette sted
- Kortlægningsopgaven bør derfor også fokusere på varmepumpeteknologien ud fra forudsætningen ’rette varme på rette sted’, lyder det.
Varmepumpeindustrien opfordrer til, at politikerne og embedsmændene ’medvirker til, at der skabes mere klarhed og tryghed for borgere og virksomheder ved nu også at pålægge kommunerne at udvide varmeplanlægningsopgaven til at omfatte de varmepumpeteknologiske muligheder’:
- Teknologien er der. Hvordan sikrer vi os, at vi får dens muligheder og omfang afdækket? – og bedre udnyttet? Vi har brug for al den grønne og energieffektive varme, vi kan få. I kommunerne er der samtidig et behov for, at varmeplanlæggerne uddannes til at forstå og benytte varmepumpeteknologien i hverdagen. Det er vores erfaring, at der er behov for at få opbygget en grundlæggende viden og afdække det potentiale, som knytter sig til varmepumpeteknologien, og få den videreformidlet...