Aktuelle nyheder - Byggeri

Venstre vil fjerne barrierer for tiny houses

Venstre vil fjerne barrierer for tiny houses

Boligområdet kommer på dagsordenen ved det kommende valg, efter at flere partier er kommet med udspil til, at flere kan eje deres bolig

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Et folketingsvalg nærmer sig med hastige skridt, og De Radikale har sat pistolen for panden af statsministeren med krav om, at der udskrives folketingsvalg senest den 4. oktober i forbindelse med Folketingets åbning. Sker det ikke, vil De Radikale stille mistillidsvotum til regeringen.

Ikke mindst boligområdet er bragt i politisk fokus, efter at Venstre har præsenteret et udspil, der peger på, at under halvdelen af boligerne i Danmark er ejerboliger, og andelen er vigende. I Norge er derimod flere end 80 procent af boligerne ejerboliger.

Venstre vil vende den udvikling og sikre, at der inden for 10 år er flere ejerboliger end lejeboliger.

Socialdemokratiet skævvrider boligmarkedet
I dag er der omkring 100.000 flere leje- og andelsboliger end ejerboliger i Danmark:

- Den socialdemokratiske regering vil skævvride boligmarkedet endnu mere ved at bygge 22.000 nye almene boliger. Venstre vil vende udviklingen og give flere danskere muligheden for at eje deres egen bolig. Derfor vil vi arbejde for, at der opføres over 122.000 nye ejerboliger inden for de næste 10 år, så den aktuelle skævvridning modvirkes, skriver Venstre blandt andet i boligudspillet.

Begrænser antallet af ejerboliger
Venstre vil give mere lokal selvbestemmelse til, at der bygges flere ejerboliger. I dag er det økonomisk attraktivt for private investorer og pensionsfonde at bygge leje boliger frem for ejerboliger, fordi lejeboliger kan give dem et højt løbende afkast.

Kommunernes muligheder i Planloven - for at have indflydelse på, at nybyggeri ender som ejerboliger i deres kommuner - er ifølge Venstre begrænsede:

- De aktuelle regler fører ganske vist til flere boliger, men det har vist sig at begrænse andelen af ejerboliger. Tag eksempelvis Aarhus Kommune, hvor 95 procent af de ny opførte boliger i 2020 var lejeboliger. Til sammenligning var 58 procent af de ny opførte boliger i 2010 lejeboliger. Den samme tendens gør sig gældende i de omkringliggende østjyske kommuner nær Aarhus, hvor 62 procent af de ny opførte boliger i 2010 var ejerboliger. I 2020 var blot 25 procent af de ny opførte boliger ejerboliger i de selvsamme kommuner, skriver Venstre.

Barrierer for tiny houses
Venstre vil også fjerne begrænsningerne for at bo og bygge småt. Ideen med at bygge såkaldte ’tiny houses’ er stødt på problemer, fordi dansk lovgivning ikke er fulgt med udviklingen:

- De nuværende bygningsreglementer er rettet mod parcelhuse, hvilket resulterer i rigide og besynderlige krav til de såkaldte ’tiny houses’. For eksempelvis gør isolationskravene, at man i små huse skal reservere rigtig mange kvadratmeter til vægplads, hvilket ikke hænger sammen. Behovet og efterspørgslen efter denne nye måde at indrette sin bolig på er til stede, men lovgivningen er en stopklods for udviklingen, skriver Venstre.

Venstre foreslår i øvrigt også, at der afsættes tre milliarder kroner til en støjpulje, der skal bidrage til støjreduktioner - herunder også overdækning af motorveje. Støjpuljen kan eksempelvis gives til støjreducerende projekter langs motorvejsnettet og andre steder, hvor behovet er til stede

Kæmpe fald i opførelse af parcelhuse
Ifølge ejendomsmæglerkæden Nybolig er der knap 1,2 millioner parcelhuse i Danmark. Alene fra 1960-1979 blev der opført 442.000 parcelhuse. Det er næsten dobbelt så mange, som der er blevet bygget fra 1980 og frem til i dag.

Venstres forslag
1. Økonomisk håndsrækning til førstegangskøbere
2. Der skal bygges flere ejerboliger
3. Kommunalt krav om at bygge ejerboliger
4. Mere støjbekæmpelse - herunder overdækning af motorveje
5. Flere ejerlejligheder i byerne
6. Færre afgifter for boliger under 1 millioner kroner.
7. Flere muligheder for at bo godt på landet
8. Bo som du vil – friere rammer for din bopæl

Læs mere om Byggeri

12/8 2022
AfskærmningAlu stigerBrandstigerByggerådgivningByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringGarageanlægGarageporteGipspladerIndustriel malingIndustriporteJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingLofterMaterielopbevaringMultistigerNye arbejdsopgaverOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRullestilladsSandwichpanelerSmedejernsporteSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalrenoveringTrappestigerVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.