Vestjyske natur som inspiration til nyt Lalandia
Den vestjyske natur bliver en central del af konceptet for det nye Lalandia i Søndervig, der modsat landets to nuværende ferie- og aktivitetscentre ikke får et sydlandsk tema
I Søndervig ved Ringkøbing er Lalandias tredje danske feriecenter blevet præsenteret. Det er præcis 10 år siden, at Lalandia åbnede sit nyeste feriecenter i Billund, og denne gang er der tale om noget helt nyt:
Projektet blev præsenteret af Thomas Hansen, der repræsenterer familien Hansen, som er partnere i det nye projekt sammen med Parken Sport & Entertainment, hvorfra bl.a. storaktionærerne Erik Skjærbæk og Lars Seier deltog.
- Der bliver tale om en helt ny Lalandia-oplevelse. Hvor vores nuværende centre er præget af et sydlandsk tema, bliver dette i stedet inspireret af den vestjyske natur med klitter og råt, men smukt, terræn, og samtidigt har vi stort fokus på også at integrere centret og feriehusene bedst muligt i områdets naturlige omgivelser, fortæller adm. direktør i Lalandia, Jan Harrit, der tillige er koncerndirektør i Parken Sport & Entertainment.
Interessen for feriehuse
Det nye Lalandia i Søndervig vil bestå af en stor Aquadome, legeland, padel-tennis, kreative værksteder, restauranter, cafeer m.m. I tilknytning til Lalandia vil der blive opført 483 feriehuse i fase et, og efterfølgende vil der blive opført et badehotel.
- Til pinse er de første udstillingshuse klar til at blive vist frem for de mange interesserede købere, der har skrevet sig på interesselisten. Det ser vi frem til, og vi kan allerede nu mærke, at interessen for feriehusene og projektet generelt i den grad er til stede, siger Jan Harrit.
Foruden planerne er det nu oplyst, at det bliver byggevirksomhederne JCN Bolig og Junge Byg, der kommer til at stå for opførelsen af de nye feriehuse.
-kj