Vil reducere CO2-udledningen med 1,6 millioner ton: Nyt anlæg er stort skridt på vejen
Aalborg Portland, der er en del af Cementir, etablerer nu sit første anlæg til fangst af CO2 i produktionen. Målsætningen for Aalborg Portland er at fange 400.000 ton CO2 om året i 2030
Den danske cementproducent Aalborg Portland arbejder målrettet frem mod 2030 på at reducere sin CO2-udledning med 1,6 millioner ton. Cementkoncernen har sat et loft på CO2-udledningen på 600.000 ton i 2030 uanset aktivitetsniveau, og det svarer til en reduktion på 73 % af den nuværende udledning.
- Vores verden, som vi kender den i dag, er i høj grad bygget af cement. Det indgår som en uundværlig del i bygninger, infrastruktur m.v., og der er ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ændre sig markant i det 21. århundrede. Derfor er der behov for at udvikle nye og mere miljøvenlige cementer og at benytte alternative energiformer. Denne rejse har vi indledt for flere år siden, og vi er allerede kommet langt, forklarer adm. dir. Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland A/S og fortsætter:
- Størstedelen af vores CO2-udledning kommer fra råstoffet kridt, der fra naturens side har store mængder CO2 indlejret i sig. Denne CO2 frigøres, når kridtet opvarmes, og det kan den grønne omstilling ikke ændre på. Derfor er vi afhængige af CO2-fangst, hvis vi for alvor skal reducere vores udledning, og her tager vi nu et vigtigt skridt med henblik på at nå vores ambitiøse 2030-mål.
Udviklet på DTU
CO2-fangst er en teknologi, hvor den CO2-holdige røg fra skorstenen sprayes med en særlig væske, der er designet til at binde CO2 til sig. Herved genereres store mængder CO2-holdigt væske, der efterfølgende skal opvarmes for at frigøre CO2’en. Til sidst nedkøles den rene CO2 under tryk.
DTU er et af de forskningsinstitutioner i verden, der har størst erfaring med CO2-fangst, og her har man udviklet det mobile anlæg, der nu er installeret hos Aalborg Portland. Anlægget er tidligere blevet testet hos blandt andre forbrændingsanlægget Amager Bakke i København, og nu er det således tid til at gøre sig de første erfaringer fra cementproduktion, forklarer lektor ved DTU Kemiteknik, Philip Loldrup Fosbøl, der er leder af projektet:
- Vi kommer til at skabe utroligt meget ny viden i forbindelse med dette projekt, og det er samtidig en unik og afgørende mulighed, at vi kan teste pilotanlægget hos Aalborg Portland. Her har vi at gøre med en virksomhed og industri, der fylder meget i klimadagsordenen, og vi ved allerede nu, at vi med dette projekt kommer til at flytte både Aalborg Portland og Danmark op i øverste liga inden for CO2-fangst og produktion af mere klimarigtig cement. Med den teknologi, vi tester her, kan vi samtidig opnå de klimamål, som regeringen har opsat, lyder det fra Philip Loldrup Fosbøl.
I en liga for sig
Projektet, der er navngivet Cort og er en del af det missionsdrevne partnerskab Inno-Ccus, har udover DTU og Aalborg Portland også 52 andre samarbejdspartnere, heriblandt Aalborg Universitet, Ørsted og Pentair:
- Vi glæder os meget til at gøre os erfaringer med det. Projektet har været længe undervejs, og vi har store forventninger til resultaterne. CO2-fangst er dog investeringsmæssigt i en liga helt for sig. Vi har investeret et trecifret millionbeløb i grøn omstilling de seneste år og har afsat yderligere en milliard kroner frem mod 2025, siger Søren Holm Christensen afslutningsvis.
Aalborg Portland er sammen med Ørsted og Vestforbrænding prækvalificeret i det igangværende statslige Ccus-udbud.
De tre klimaben hos Aalborg Portland
1. Skifte til grønnere energikilder: Cementfremstilling kræver meget høje temperaturer, som ikke kan opnås med elektricitet. I dag anvendes kul og koks, men i fremtiden skal energien komme fra natur- og biogas samt biomasse fra affaldsprodukter som eksempelvis benmel eller trærester fra anden produktion.
2. Fangst af CO2: Når man brænder kridt for at fremstille cement, udskilles CO2 fra kridtet. Derfor er Ccs-teknologi, der kan opfange CO2 fra skorstenene og lagre det i undergrunden, nødvendigt for at reducere udledningerne ud over energiforbruget og afgørende for at komme i mål med klimamålsætningen.
3. Udvikling af grønnere cementtyper, hvor eksempelvis andelen af kridt reduceres. Langt størstedelen af den cement, der anvendes i dag, er grå cement. Men Aalborg Portland har udviklet alternativet Futurecem, som er en cementtype, der udleder 30 % mindre CO2, men har samme høje styrke som øvrige Portland-cementer.
-dc