Vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris går imod strømmenVinder af prisen, Tobias Faurholt, dimitterer fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.

Vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris går imod strømmen

Konstruktørernes Dimittendpris går til et projekt, der adskiller sig fra det typiske afgangsprojekt ved at fokusere mere på processer i byggeriet end på de andre klassiske konstruktørkompetencer som eksempelvis bygbarhed og byggeteknik

- Det er et anderledes afgangsprojekt, som ikke umiddelbart demonstrerer de klassiske, byggetekniske kompetencer hos en bygningskonstruktør, men derimod viser en forståelse for processerne i byggeriet, og hvor vigtigt det gode samarbejde mellem forskellige fagdiscipliner er for at få et effektivt og sikkert byggeri af høj kvalitet.

Det siger arkitekt og medlem af priskomiteen for Konstruktørernes Dimittendpris Kirstine Brøgger Jensen, bæredygtighedskonsulent i Danske Arkitektvirksomheder, om den 26-årige Tobias Faurholt fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, som vinder Konstruktørernes Dimittendpris 2023.

Et andet priskomitemedlem, Morten Frihagen, adm. direktør i Dansk Håndværk, supplerer:

- Selvom vinderen går lidt anderledes til værks, viser han med sit projekt en væsentlig kernekompetence: Bygningskonstruktøren som tovholder i byggeriet.

Procedurer og guides til at udføre optimal kvalitetskontrol
Tobias Faurholt, der som modtager af Konstruktørernes Dimittendpris føler sig 'anerkendt og bekræftet på sin viden og fagprofession,' siger om sit afgangsprojekt:

- Før 2022 blev kontrol og kvalitetssikring af bærende konstruktioner planlagt efter udbudskontrolplaner fra ingeniørerne. Men i dag skal den udførende entreprenør selv stå for planlægning, gennemførelse, dokumentation og opfølgning på den almene kontrol.

- Og det har skabt en masse forvirring og frustration på byggepladserne, fordi entreprenørerne ofte ikke har en klar ide om, hvornår deres egenkontrol er god nok, da der ikke er enighed blandt de statikere, som skal godkende byggeriet. Så mit projekt går ud på at klæde entreprenøren bedre på til opgaven.

- Bærende konstruktioner kræver et tæt samarbejde mellem forskellige faggrupper, hvor tillid er afgørende for resultatet. Når der er tillid, er det lettere at udveksle information, diskutere problemer og finde fælles løsninger, hvilket kan forbedre kvaliteten af den udførte konstruktion.

- Tillid og god kommunikation har jeg forsøgt at fremme ved at beskrive og visualisere en trinvis proces, som bl.a. giver en oversigt over tidsfrister, roller, opgaver og samarbejde især for de parter, der ikke har erfaring med standarden 'DS 1140'. 

15 nominerede projekter viser spændvidden
De i alt 15 nominerede projekter fra otte uddannelsessteder i landet spænder vidt – fra et psykiatrisk hospital og et museum til kontor-, skole- og boligbyggeri.

- Vi er i priskomiteen ret imponerede over både niveau og bredde af de indstillede projekter, som på hver deres måde viser den moderne bygningskonstruktørs profil og de brede kompetencer, der bl.a. omfatter projektering, entreprise-, bygge- og projektledelse, siger bygningskonstruktør Christian Egemose, seniorproduktionschef NCC.

KF-formand Kirsten Nielsen supplerer:

- Alle de nominerede projekter viser på bedste vis konstruktørernes mange kompetencer. Flere af projekterne kunne lige så godt have vundet prisen. Men vi valgte Tobias' projekt, fordi det på sin egen måde viser konstruktørens bredde og muligheder for at bidrage til kvalitet i byggeriet. For det er essentielt med gode processer – især når vi skal gøre byggeriet mere bæredygtigt.

Konstruktørernes Dimittendpris, der uddeles på Den regionale Konstruktørdag i Spinderihallerne i Vejle den 1. november 2023, består af et rejselegat på 10.000 kr. og et års gratis medlemskab af KF.

-dc

4/10 2023